For første gang i to år afholdt foreningen generalforsamling. Vi havde i den forbindelse lejlighed til at besøge to af Hovedstadens Beredskabs stationer – Store Magleby og Dragør.
Det var en glædens dag, søndag d. 22. maj. Det var nemlig dagen hvor vi, for første gang i to år, kunne afholde generalforsamling. Foreningens generalforsamling – og alle øvrige aktiviteter for den sag skyld – har som bekendt været suspenderet på grund af coronasituationen.
Om formiddagen mødtes medlemmerne på brandstationen i Store Magleby, hvor der til lejligheden var opstillet borde og stole i remisen. Generalforsamlingen blev afviklet i god ro og orden og mandskab fra hhv. Store Magleby og Dragør, hjalp bagefter til med rangering af køretøjer, så foreningens medlemmer kunne fotografere.
Der er tilknyttet 22 deltidsbrandfolk til de to stationer, ligesom distriktet har sin egen indsatsledervagt – kaldet indsatleder Syd. På station Store Magleby kører man med sprøjte, tankvogn og slangetender, mens man i Dragør kører med sprøjte og fleksibel enhed. Dertil råder man over en mandskabsvogn.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke mandskabet på brandstationerne i Store Magleby og Dragør for deres gæstfrihed og for hjælp med at flytte rundt på køretøjer.