
16 medlemmer på fotoudflugt til Beredskab Øst. Foto: Henning Svensson
Hvis du vil være medlem af Dansk Selskab for Brandkøretøjer, beder vi dig udfylde tilmeldingsformularen.
Medlemskab koster kr. 150 pr. kalenderår (foreningsåret 2025/2026). Medlemmer har som udgangspunkt fri adgang til alle foreningens arrangementer og fuld adgang til vores hjemmeside. Dog kan der forekomme brugerbetaling ved særlige arrangementer. Det kan f.eks. være i forbindelse med studieture til udlandet. Det vil altid fremgå tydeligt af invitationen, hvis der kræves brugerbetaling til et arrangement.
Bemærk også at der sædvanligvis bliver fotograferet i forbindelse med foreningens arrangementer og at billeder fra arrangementerne kan blive offentliggjort på vores hjemmeside eller på sociale medier.
Foreningens baggrund og målsætning
Dansk Selskab for Brandkøretøjer blev stiftet i august 2000. Vi er en upolitisk, nonprofit forening og vores målsætning er at samle folk med interesse for brand- og redningskøretøjer.
Medlemmerne er dels aktive og pensionerede brandfolk, dels personer der på anden måde er professionelt involverede i branchen, men også personer uden tilknytning til beredskabet. Alle er velkommen.
Fokusområderne spænder blandt andet fra fotografering over litteratur- og emblemsamling til modelbygning og meget andet. Fælles for medlemmerne er interessen for brand- og redningsberedskaberne og specielt de mange forskelligartede køretøjer, som beredskaberne benytter.
Formålet med Dansk Selskab for Brandkøretøjer er, at skabe en platform hvor ligesindede kan mødes og dyrke deres interesse.
Vi afholder løbende en række forskellige aktiviteter, som medlemmerne kan deltage i.
Foreningens driver desuden hjemmesiden brandkøretøjer.dk, der primært bringer baggrundsstof om brand- og redningskøretøjer. Hjemmesiden er desuden tænkt som et udstillingsvindue, der kan præsenterer foreningens forskellige aktiviteter og samtidig virke som opslagsværk.
Du kan også følge os på Facebook og Instagram.
Foreningen administreres i det daglige af en bestyrelse, bestående af fire personer, en formand, en kasserer, en sekretær og en suppleant. De er alle valgt af medlemmerne på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen arbejder ulønnet.
Hvis du har spørgsmål vedrørende foreningen, medlemskab eller andet med relation til interesseområdet, så er du velkommen til at kontakte os.
Vores aktiviteter

På studietur til Hamburg i sommeren 2005. Foto: Henning Svensson
Der afholdes løbende en række forskellige aktiviteter. Vi forsøger at ramme bredt inden for interesseområdet, så der er noget for enhver smag. Af forskellige aktiviteter kan nævnes foredrag, modelbyggermøder, virksomhedsbesøg, kør-selv-ture, studieture til udlandet, generalforsamling samt naturligvis den årlige juleafslutning.
I løbet af året afholdes typisk fire kør-selv-ture – to før sommerferien og to efter. Turene er fotoudflugter med et eller flere brandvæsener som mål. Her har medlemmerne mulighed for at se og fotografere forskellige brand- og redningskøretøjer.
Det er som udgangspunkt gratis for medlemmer at deltage i de forskellige aktiviteter, dog kan der ved særlige arrangementer – f.eks. studieture til udlandet – forekomme brugerbetaling. Alle foreningens aktiviteter annonceres løbende på vores medlemsforum.
Vi har ved flere lejligheder afholdt studieture til udlandet:
- 2005, Feuerwehr Hamburg og Polizeipräsidium Hamburg
- 2010, Oslo Brann- og Redningsetat
- 2013, Feuerwehr Hamburg samt Polizei Hamburg, Zoll Hamburg og Flughafenfeuerwehr Hamburg
- 2018, Räddningstjänsten Storgöteborg