I god ro på Vesterbro

M107 reservesprøjte i drift på Vesterbro ved forerningens besøg. Foto: Henning Svensson

I forbindelse med foreningens ordinære generalforsamling, der fandt sted søndag d. 26. marts, havde medlemmerne lejlighed til at besøge Vesterbro brandstation.

Generalforsamlingen bliv i lighed med tidligere år gennemført i god ro og orden. Formanden aflagde sin beretning, regnskabet blev gennemgået og de fremmødte medlemmer havde mulighed for give deres meninger tilkende.

Bestyrelsen præsenterede i samme forbindelse sine ideer til årets arrangementer. Der er lagt op til både kør-selv-ture, foredrag og modelbyggearrangementer.

Alle foreningens arrangementer bliver løbende annonceret her på hjemmesiden samt på vores Facebookside, så det er bare om at holde sig orienteret.

Efter generalforsamlingen var der mulighed for at se og fotografere stationens køretøjer, der velvilligt blev rangeret rundt i gården af mandskabet.

Medlemmer på tur. Foto: Henning Svensson
FE17 ex. station dæmningen, ex.reserve, nu i drift som VFE.  Foto: Henning Svensson

Vesterbro har fået udskiftet deres hidtidige fleksible enhed FE 14 med FE 17. FE 17 var egentlig reserve FE (oprindelig kørte den på station Dæmningen), men da FE 14 havde kørt forholdsvis mange kilometer, valgte man at bytte dem. På dagen kørte man desuden med reservesprøjte i skikkelse af M 107, der er magen til Vesterbros sprøjte M 104.

Vesterbro brandstation dækker områderne Vesterbro, Sydhavnen, Ørestaden og dele af Valby og har en holdleder og syv brandfolk på døgnvagt.

Stationen er hjemsted for nogle af Hovedstadens Beredskabs specialkøretøjer: Dronebil, LUF60, Bob Cat-stige og kroghejskøretøj med evakueringscontainer. Derudover er det stationens beredskabsspecialister der, sammen med Fælledvejs beredskabsspecialister, bemander Hovedstadens Beredskabs store båd HBR1, der er placeret i Prøvestenshavnen.

P301 dronebil indrettet i tidligere ambulance. Foto: Henning Svensson

Dronebilen P301 har en fortid som ambulance. Den blev ombygget til dronebil og i første omgang placeret på hovedbrandstationen, for derefter at blive flyttet til Vesterbro. Udover P301 medbringer både Vesterbros og Fælledvejs fleksible enheder droner.

I106 lastbil til fremføring af LUF60 og CO2 beholder. Foto: Henning Svensson

På lastbilen I160 fremføres beredskabets LUF60, der er en stor mobil ventilator og vandkanon. Køretøjer medbringer derudover en CO2 tank med slangevinde, som f.eks. kan anvendes til slukning af brande i elinstallationer.

Bobcatstige S124/S24 på Vesterbro. Foto: Henning Svensson

Bob Cat-stigen eller afprodsstigen som den blev kaldt før i tiden [at prodse noget af betyder at skille noget ad – f.eks. to vogne] anvendes til personredning på stedet hvor det ikke er muligt at komme til med en drejestige – det kunne være i en baggård. I dag er det typisk på adresser i den indre by, at behovet kan opstå. Køretøjet er opbygget på samme måde som de ladvognene, der er i drift hos bl.a. Viking, Dansk Autohjælp og Falck. Ladet kan skydes bagud og vippes så Bob Cat-stigen kan afprodses eller køres af ladet.

MB kroghejskøretøj med kran og evakueringscontainer. Foto: Henning Svensson

Kroghejskøretøjet I14 er et af to identiske køretøjer i Hovedstedens Beredskab. Det andet – I16 -holder på Tomsgården. Du kan klikke på linket nederst på siden, hvis du vil læse mere om kroghejskøretøjerne i Hovedstadens Beredskab.

Mange tak til 1. rode på Vesterbro for deres gæstfrihed og tak for hjælp med at køre biler frem.


Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere