Kør-selv-tur d. 28. august 2016 – Sønderborg

Autosprøjte på Mercedes-Benz Atego 1328 med lokal opbygning af GKV. Foto: Tony Frimodt

Søndag d. 28. august 2016 besøgte foreningen Sønderborg Brand & Redning. Medlemmerne havde her lejlighed til at besøge stationerne i Gråsten, Sønderborg, Hørup, Sydals og Kegnæs.

Trods overvejende gråt vejr og et par regnbyger, havde de fremmødte medlemmer rig mulighed til at fotografere de mange fremviste køretøjer.

En smuk dame, Volvo/Magirus drejestige fra 1961. Køretøjet er et af to identiske, leveret til Frederiksberg Brandvæsen i 1961 som S1. Køretøjet kom til Sønderborg i 1984. Foto: Tony Frimodt

En af de helt store attraktioner var den gamle Volvo/Magirus drejestige. I årene 1961-84 kørte drejestigen ved Frederiksberg Brandvæsen som S1, den ene at to identiske vogne. S1 kom til Sønderborg Frivillige Brandværn omkring 1985 og var i drift frem til 1991, hvor den overgik til reserven.

Vognen er i dag taget ud af udrykning, men den bruges ved festlige lejligheder, så som ved bryllupper og byfester mv. og fremstår da også stadig ganske pæn.

Station Hørup, beliggende vest for Sønderborg, kører med denne Mercedes-Benz 1324 sprøjte, ex. Gentofte Brandvæsen M1. Man kan stadig ane de gamle stafferinger på jalousierne. Foto: Tony Frimodt

En anden gammel kending, var Hørups autosprøjte på MB 1824, med en fortid i Gentofte Brandvæsen. Mange vil sikkert kunne huske vognen – ikke mindst på grund af dens, i Gentoftedagene, påfaldende fremtoning i hvid med lyserøde stafferinger.

Ekvipagen er i dag malet om (det blev den faktisk i forbindelse med Falcks overtagelse af brandslukningen i Gentofte) og fremstår med rødt førerhus med gule stafferinger og med materielkasse i aluminium.

En stor tak til Sønderborg Brand & Redning for deres gæstfrihed. Tak for frokost og for hjælp med at få kørt biler frem.

De sønderjyske brandværn er blandt andet kendt for deres mange store tankvogne. Denne fra Sydals er ingen undtagelse. Opbygget af GKV på Mercedes-Benz 2529 chassis. Foto: Tony Frimodt
DAF 1100 Turbo sprøjte med Ajax Ziegler opbygning. Dem er der vist ikke så mange af i Danmark. Indkøbt brugt i Holland. Foto: Tony Frimodt

Læs også om foreningens tur til Aabenraa Brand & Redning i maj 2016

Kør-selv-tur d. 15. maj 2016 – Aabenraa

MAN lifttender, ex Falck Nivå og Falck Fredensborg. Foto: Henning Svensson

På en dag med lidt blandet vejr, var foreningen på besøg hos Brand & Redning Sønderjylland. Vi havde lejlighed til at se brandstationer og køretøjer i Tinglev, Hellevad, Løjt og Aabenraa.

Dagens første stop var brandstationen i Tinglev, der er nabo til Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole og hjemsted for fire køretøjer samt et lille museum.

Station Tinglev betjener sig af en MB 1117 sprøjte (ex. Holland), en Volvo FL7 tankvogn, en MB Sprinter redningsvogn og en MAN lifttender (ex. Falck Nivå/Fredensborg).

Station Hellevads køretøjer. Foto: Henning Svensson

På brandstationen i Hellevad, dagens andet stop, betjener man sig af en MAN sprøjte (ex. Holland), en Scania 93M tankvogn (10.000 l.) og en VW T4 miljøvogn med bærbar pumpe på efterløber.

Station Løjt, MAN autosprøjte. En af tre identiske indkøbt brugt i Holland. De to andre står på hhv station Hellevad og Tinglev. Foto: Henning Svensson

Herefter gik turen til Løjt brandstation, hvor man betjener sig af en MAN LE200B sprøjte (ex. Holland), en MB 1824 tankvogn (10.000 l.) og en VW T5 slangetender med trailer, pakket med generator og to stk. bærbare pumper, på hhv. 3000 l/m og 800 l/m.

Aabenraa S2, Metz drejestige på Scania chassis. Foto: Henning Svensson

Dagens sidsts stop, Hovedbrandstationen i Aabenraa. Her betjener sig af en MB Atego 1328 sprøjte, en Volvo FM tankvogn (14.000 l.), en Scania P320/Mets drejestige, en DAF 55 redningsvogn med hækmonteret kran, en MB 809 miljøvogn og en VW T5 mandskabsvogn, der også fungerer som trækker for stationens Fiskars Buster L båd med 60 HK motor.

Tak til Brand & Redning Sønderjylland for deres gæstfrihed.

Følg Brand & Redning Sønderjylland på Facebook

Lidt blandet godt i remisen i Aabenraa. Foto: Henning Svensson

Kør-selv-tur d. 17. april 2016 – Beredskab Øst

Hvis man bygger modelbiler, skal man blandt andet bruge fotos oppefra. Foto: Henning Svensson

Billederne her er fra foreningens første besøg hos Beredskab Øst, kort tid efter beredskabets etablering i 2016. Vi har flere gange siden besøgt Beredskab Øst.

Alle beredskabets fire stationer i hhv. Ballerup, Gladsaxe, Gentofte og Lyngby blev ved denne lejlighed besøgt. Der blev på dagen aftalt endnu et besøg, da man på tidspunktet kun havde modtaget enkelte af de nye køretøjer man havde bestilt.

På station Ballerup havde vi lejlighed til at se og fotografere en af de få Metz redningslifte, som findes i Danmark. Stationen døgnmandskab kører desuden med sprøjte og tankvogn. Stationens deltidsudrykning råder ligeså over sprøjte og tankvogn.

Beredskab Øst, station Gladsaxe. Kombineret tender og redningsvogn på Scania chassis. Foto: Henning Svensson

Brandstationen i Gladsaxe – der ligesom Ballerup har både døgn- og deltidsmandskab – kunne fremvise to sprøjter, en Bronto redningslift og det viste køretøj – en kombineret slangetender og redningsvogn.

Station Gentoftes båd rulles ud til fotografering. Foto: Henning Svensson

I Gentofte har man endnu den gamle Vema redningslift på Volvo chassis. Køretøjet blev, sammen med sprøjte og pionervogn, overtaget af Falck, da de overtog brandslukningen fra Gentofte Brandvæsen i april 2009. Sprøjte og pionervogn er siden afhændet.

Metz drejestige på Mercedes-Benz Econic chassis i Lyngby. Foto: Henning Svensson

Sidste stop var på brandstationen i Lyngby. Her kunne man fremvise to sprøjter, en Metz drejestige på Mercedes-Benz Econic chassis og en slangetender.

Alt i alt en rigtig god dag. Vi glæder os til at komme tilbage og se de nye køretøjer, når de er klar.

Tak til Beredskab Øst for gæstfrihed og for hjælp med at køre biler frem.

Følg Beredskab Øst på Facebook

Første sprøjten hos Beredskab Øst i Lyngby. Foto: Henning Svensson

Generalforsamling d. 13. marts 2016 – Hørsholm

Stabschef Leif B. Johansen viser planspilbyen "Hørsdal" frem og gennemgår forskellige scenarier. Foto: Henning Svensson

Søndag d. 13. marts 2016 afholdt Dansk Selskab for Brandkøretøjer ordinær generalforsamling. Det foregik denne gang hos Nordsjællands Brandvæsen, på Ådalsvej i Hørsholm.

Nordsjællands Brandvæsen havde venligt stillet et lokale til rådighed, så generalforsamlingen kunne afvikles på brandstationen.

Efter generalforsamlingen havde vi lejlighed til at opleve brandvæsenets imponerende planspilsby “Hørsdal”. Stabschef Leif B. Johansen viste frem og gennemgik forskellige scenarier.

Et passagerfly er styrtet ned i en beboelsesejendom, med sammenstyrtning og brand som resultat. Foto: Henning Svensson

Som afslutning på dagen kørte stationens mandskab beredvilligt køretøjer frem for foreningens medlemmer, så der kunne fotograferes.

Brandstationen i Hørsholm er hovedstation og ret velbestykket med køretøjer. En autosprøjte, to tanksprøjter, drejestige, pionervogn, dykkervogn og firstresponder. Dertil kommer indsatsledervogne og diverse færdselsvogne.

Stationen er også hjemsted for en række busser og varevogne til brug for kommunal dagcenterkørsel og udbringning af mad til kommunens pensionister. Kommunens hjælpemiddeldepot og brandvæsenets administration bor ligeledes på stationen.

Tak til Nordsjællands Brandvæsen for deres gæstfrihed og for hjælp med at køre biler frem til fotografering. Også tak til Leif B. Johansen for fremvisning af Hørsdal.

Hørsholm VM1, Mercedes-Benz Atego 1828, årgang 2004, opbygget af GKV og leveret til det daværende Søllerød Hørsholm Brandvæsen. Foto: Henning Svensson
I1, pionervogn på Mercedes-Benz Vario 811D. Ex. Holland. Foto: Henning Svensson
Hørsholm S1, DAF 1900, ex. Brandweer Breda, Holland. Ved sin anskaffelse i 2004, var det den eneste DAF drejestige i Danmark. Foto: Henning Svensson

Lidt brandslukningshistorie

Det kommunale brandvæsen vendte i 2004 tilbage, efter at Falck havde haft brandslukningsentreprisen i Hørsholm og Karlebo kommuner siden 1964. Med etableringen af Søllerød Hørsholm Brandvæsen var det d. 12. december 2004 slut med Falck. De fortsatte dog med at slukke brand i Karlebo Kommune, fra deres station på Ørbæksvej i Hørsholm og fra brandvagten i Nivå, frem til etableringen af en ny Falckstation på Brønsholm Kongevej i Fredensborg i 2008.

Kommunalreformen i 2007 betød at Karlebo blev indlemmet i Fredensborg Kommune. Det betød også at man i perioden fra 2007-2010 havde delt brandslukningen mellem Nordsjællands Brandvæsen, der dækkede den gamle Fredensborg-Humlebæk Kommune og Falck, der dækkede den gamle Karlebo Kommune.

I dag rykkes der ikke længere ud til brandslukning fra stationen på Brønsholm Kongevej. Det sluttede d. 1. marts 2010, da Rudersdal Hørsholm Brandvæsen, efter flere udbudsrunder, overtog entreprisen fra Falck.

Rudersdal Hørsholm Brandvæsen blev i 2015 en del af Nordsjællands Brandvæsen, sammen med Allerød Brandvæsen (Allerød havde indtil medio 2011 Falck som entreprenør). Nordsjællands Brandvæsen dækker således kommunerne Allerød, Fredensborg, Helsingør, Hørsholm og Rudersdal.

Kør-selv-tur d. 27. september 2015 – Malmö

Ny Mercedes-Benz Sprinter dykkervogn på station Malmö Centrum. Vognen var endnu ikke sat i drift ved vores besøg. Foto: Tony Frimodt

Vi kommmer vidt omkring. Denne søndag tog vi turen over Øresundsbroen til Malmö for at besøge Räddningstjänsten Syd. Det var en lidt kølig sensommerdag, men solen skinnede og humøret var højt.

Vi havde truffet aftale om at besøge tre af redningstjenestens stationer – Centrum, Hyllie og Jägersro.

Turen startede på Centrum, der er hovedbrandstation i Malmö. Stationen er blandt andet bestykket med sprøjte og drejestige. Derudover er stationen hjemsted for redningstjenestens dykkere og for en pumpe- og en skumbil, der indgår i et indsatskoncept ejet af oliebranchen i Sverige, til brug for indsats ved store olieindustribrande.

Stor skumbil til brug ved olieindustribrande. Køretøjet er en del af et koncept under SMC – Släckmedelscentralen, som faciliteres af bl.a. Räddningstjänsten Syd i Malmö. Foto: Tony Frimodt

Næste stop var brandstationen i Jägersro. Stationen ligger lidt øst for Malmö centrum. Her har man ikke mindre end to højderedningskøretøjer, nemlig en Magirus drejestige og en Bronto redningslift, begge på Scania chassiser. Scania chassiser er i øvrigt et gennemgående tema hos Räddningstjänsten Syd.

Bydelen Jägersro er også hjemsted for en af Sveriges største væddeløbsbaner – Derbybanan Jägersro – der underholder heste- og spilleinteresserede folk med trav- og gallopløb.

Station Jägersro har både drejestige og Bronto redningslift i remisen. Foto: Tony Frimodt

Vi galloperede videre til brandstationen i Hyllie, tæt ved tilkørslen til Øresundsbroen. Stationen er redningstjenestens kemistation og betjener sig derfor, ud over sprøjte, drejestige og tankvogn af forskellige kemikøretøjer. En af redningstjenestens yttre befäl – indsatsledere – bor ligeledes på stationen, der også dele adresse med SOS Malmö (alarm- og vagtcentral).

Räddningstjänsten Syd betjener sig af i alt 14 stationer, 6 døgnbemandende, 7 deltidsbemandende og 1 frivillig.

Tak til Räddningstjänsten Syd for deres gæstfrihed og for hjælp med at vise køretøjer frem.

Følg Räddningstjänsten Syd på Facebook

Målekøretøj på Mercedes-Benz Sprinter til brug for bl.a. kemiindsatser. Foto: Tony Frimodt
Scania sprøjte, station Hyllie. Samme type sprøjte findes Centrum og Jägersro. Foto: Tony Frimodt

Load more

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere