Studietur d. 14.-18. august 2013 – Hamburg

Velkommen til Hamburg. Ziegler skumtender, Feuerwehr Hamburg Airport. Foto: Henning Svensson

For tredje gang drog foreningen på Studietur. I dagene fra d. 14. til d. 18. august havde medlemmerne lejlighed til at besøge Feuerwehr Hamburg, Brandskolen, Beredskabspolitiet, Toldvæsenet, THW og lufthanvsbrandvæsenet. Det var anden gang foreningen besøgte hansestaden – første gang var i 2005.

Kl. 13.15 afgik tre biler fra rastepladsen i Karlslunde – syd for København. Vi havde valgt at køre via Storebælt, da dette samlet set var den billigste løsning. Kl ca. 18.00 var vi fremme på hovedbrandstationen hvor vi blev modtaget af vores vært Claus Tiedemann fra Feuerwehr Hamburg. Claus gav en kort præsentation af byen, brandvæsenet og museumsforeningen. Herefter blev vi indkvarteret på hovedbrandstationen, i klublokalerne “Rote Hahn” – Den røde hane.

Et både specielt og interessant køretøj - trappevogn på MAN ved brandvæsenet i Hamburgs lufthavn. Foto: Henning Svensson

Lidt om Feuerwehr Hamburg

Brandvæsenet i Hamburg har eksisteret som et organiseret brandvæsen siden man i 1809 oprettede Freiwilllige Feuerwehr Hamburg – et frivillligt brandværn. I 1872 etableredes Berufsfeuerwehr Hamburg, altså et brandvæsen med fast bemandede stationer og aflønnet personale.

Den dag i dag består brandvæsenet fortsat af både fast bemandede- og frivillige brandstationer. Ligeledes har man et Jugendfeuerwehr, et ungdomsbrandkorps og d. 1. januar i år etableredes et Kinderfeuerwehr – altså et børnebrandkorps – for børn, der endnu er for unge til at deltage i Ungsomsbrandkorpset. Både Kinder- og Jugendfeuerwehr er spejderlignende fritidstilbud til byens børn og unge og de to korps har tilsammen omkring 1000 medlemmer.

Fra 20 fuldtidsbemandende- og ca. 80 frivillige stationer rykker Feuerwehr Hamburg ud til brand, redning og miljøuheld samt akut opstået sygsom og tilskadekomst. Hvert år køres der ca. 12.000 brandudrykninger, 22.000 miljø- og redningsopgaver og 250.000 ambulanceture.

Turens program

Torsdag d. 15. august:

  • Fælles morgenmad i Rote Hahn
  • Feuer- und Rettungswache 22 Berliner Tor (hovedbrandstationen)
  • Feuer- und Rettungswache 25 Billstedt (brandstation med en del specialkøretøjer)
  • Feuerwehrschule (brandskolen)
  • Fælles frokost i kantinen på brandskolen
  • Technikzentrum, Grossmannstrasse (brandvæsenets materielafdeling og værksted)
  • Zollamt, Zweibrückenstrasse (toldvæsenets køretøjer)
  • Feuerwache Elbtunnel-Süd
  • Technik- und Umweltwache 32 Wilhelmsburg (pionerstation)
  • Freiwillige Feuerwehr 3926 Eissendorf
  • Feuer- und Rettungswache 31 Harburg
Feuerwehr Hamburg, stor kommandovogn på Mercedes-Benz O 550 fotograferet i gården bag hovedbrandstationen F22 Berliner Tor. Foto: Henning Svensson
Der er gang i overtændingscontaineren på brandskolen i Hamburg. Foto: Henning Svensson
Eksempler på todlvæsenets køretøjet. Vognparken minder til forverksling om politiets køretøjer. Foto: Henning Svensson
Elbtunnel brandstation syd. Mercedes-Benz tunnelsprøjte og i baggrunden ses stationens lette redningsvogn på Volvo stationcar, holdende i remisen. Foto: Henning Svensson
Et imponerende køretøj. 53 m Bronto redningslift. Hjemmehørende på station F22, brandvæsenets teknik- og miljøstation. Foto: Henning Svensson

Fredag d. 16. august:

  • Fælles morgenmad i Rote Hahn
  • Feuer- und Rettungswache 23 Barmbek (en af de travleste stationer i Hamburg)
  • Bundeswehrkrankenhaus (forsvarets hospital med lægeambulancer og helikopter)
  • Polizeipräsidium / Bereitschaftspolizei (beredskabspolitiet med bl.a. de nye vandkanoner)
  • Fælles frokost i kantinen hos politiet
Stor akutlægerbil på Mercedes-Benz Atego i Bundeswehrs karakteristiske gule farve. Foto: Henning Svensson
Mobil vandkanon på Mercedes-Benz Actros hos beredskabspolitiet i Hamburg. Foto: Henning Svensson

Lørdag d. 17. august:

  • Fælles morgenmad i Rote Hahn
  • Technisches Hilfswerk, Ortsverband Hamburg-Nord (“statens pionertjeneste” THW)
  • Frokost i nærheden af Eppendorf
  • Freiwillige Feuerwehr 1951 Eppendorf
  • Freiwllige Feuerwehr 1955 Alsterdorf
  • Feuer- und Rettungswache 16 Alsterdorf
  • Hamburger Feuerwehr-Historiker, Museumskøretøjer
  • Freiwillige Feuerwehr 2918 Wandsbek-Marienthal
  • Fælles afslutningsmiddag på ”Factory Hasselbrook”
THW materielvogn med rednings- og bjergningsmateriel. Foto: Henning Svensson
På vej hjem var vi et smut forbi Frewillige Feuerwehr Oststeinbek i Slesvig Holstein. Her betjener man sig bl.a. af en Magirus Multistar på Scania chassis. Foto: Henning Svensson

Søndag formiddag gik turen igen mod Danmark – i den grad en oplevelse rigere.

Mange tak til Claus Tiedemann, til Feuerwehr Hamburg og de mange andre, som tog imod os.

Foreningens tur til Hamburg i 2005 er beskrevet i medlemsbladet Vi melder fra! Nr. 4 fra samme år

Kør-selv-tur d. 23. juni 2013

Scania 94-300 sprøjte i Lunderskov. Foto: Henning Svensson

Sankt Hans aftens dag besøgte foreningen Kolding Brandvæsen. Vi havde i den forbindelse lejlighed til at fotografere køretøjer på brandstationerne i Lunderskov, Vamdrup, Stepping, Tyrstrup, Aller samt hos Frivilligenheden i Kolding.

Selvom det var en temmelig regnfuld dag, hvor solen kun lejlighedsvis kiggede frem, lykkedes det os at få skudt nogle fine billeder af de mange forskellige køretøjer vi så. Det var en spændende blanding af både ældre og helt nye køretøjer.

Vognparken på station Vamdrup. Foto: Henning Svensson
Tanksprøjte på Mercedes-Benz på station Stepping. Foto: Henning Svensson
Station Tyrstrup. Foto: Henning Svensson
Brandstationen i Aller. Foto: Henning Svensson
Sprøjten i Aller på Mercedes-Benz 1117, tidligere M14 ved Københavns Brandvæsen. Foto: Henning Svensson
Iveco sprøjte ved Frivilligemheden i Kolding. Foto: Henning Svensson

På tur til Frederikssund og Halsnæs

Kør-selv-tur til Frederikssund-Halsnæs Brand & Redningsberedskab. Her ses brandstationen i Frederiksværk, med blandt andet deres helt nye Mercedes-Benz Actros sprøjte. Foto: Henning Svensson

Søndag d. 19. maj 2013 besøgte foreningen Frederiksund – Halsnæs Brand & Redningsberedskab. Det blev til besøg på brandstationerne i Frederikssund, Frederiksværk, Slangerup og hos beredskabets frivillige.

Der var nok at se på. Ikke mindst to helt nye identiske Mercedes-Brenz 1841 Actros sprøjter med Rosenbauer AT3 opbygning, som kort forinden var blevet indsat på hhv. station Frederikssund og station Frederiksværk.

Tilbage i 2002, i foreningens begyndelse, besøgte vi Frederikssund, Frederiksværk, Hundested og Slangerup. På det tidspunkt var der tale om fire selvstændige kommuner, med hvert sit beredskab. Det ændrede sig i 2007 i forbindelse med kommunalreformen, hvor kommunerne Frederiksværk og Hundested blev til Frederiksværk-Hundested Kommune. Kommunen ændrede dog i 2008, efter en folkeafstemning, navn til Halsnæs kommune.

Også kommunerne Frederikssund, Slangerup, Skibby og Jægerspris, der alle havde egne brandvæsener, blev lagt sammen under navnet Frederikssund Kommune.

I 2009 valgte kommunerne Frederikssund og Halsnæs at etablere et fælles beredskab under navnet Frederikssund – Halsnæs Brand & Redningsberedskab.

Beredskabet betjener sig af stationer i Hundested, Frederiksværk, Jægerspris, Frederikssund, Skibby og Slangerup. Dertil kommer beredskabets frivillige, som holder til i egne lokaler i Slangerup.

Det nyeste brandkøretøj i Halsnæs Kommune. Mercedes-Benz 1841 Actros sprøjte med Rosenbauer AT3 opbygning. Et identidk køretøj er indsat i Frederikssund. Foto: Henning Svensson
Frederikssunds Bronto redningslift på Mercedes-Benz 1829 Econic. Foto: Henning Svensson
Sprøjten Slangerup, Mercedes-Benz 1829 årgang 2008 med SAWO opbygning. Foto: Henning Svensson
Frivilligenhedens køretøjer foran beredskabsgården. Foto: Henning Svensson

Du kan følge Frederikssund – Halsnæs Brand & Redningsberedskab på Facebook

Vi takker for gæstfriheden og håber at vi må vende tilbage på et senere tidspunkt, for at besøge de resterende stationer i beredskabet.

Generalforsamling d. 17. marts 2013 – Næstved

Stor redningsvogn med materiel til blandt andet tung frigørelse, højderedning. Foto: Henning Svensson

På Saint Patricks Day, søndag d. 17. marts 2013, afholdt Dansk Selskab for Brandkøretøjer ordinær generalforsamling. Det foregik denne gang på Sydsjælland, hos Næstved Brand & Redning.

Man havde venligt stillet stationens kantine til rådighed, så vi kunne afholde generalforsamling og efterfølgende fællesspisning på stedet. Foreningen havde til lejligheden entreret med brandvæsenets frivillige, der forestod tilberedning af en varm frokost. Som afslutning på dagen, var der arrangeret fotografering af stationens køretøjer.

Brandvæsenet blev etableret, som et organiseret og betalt brandkorps, d. 1. januar 1890. Den nuværende brandstation på Manøvej 25, blev indviet d. 8. oktober 1983. Bygningerne var indtil 1980 lagerhal tilhørende en jernhandel.

I forbindels med kommunalreformen i 2007 blev kommunerne: Fuglebjerg, Fladså, Holmegaard, Næstved og Suså sammenlagt under navnet Næstved Kommune. I samme forbindelse fik brandvæsenet sit nuværende navn.

Næstved M1 kører i dag primært som landsprøjte. Foto: Henning Svensson
Kroghejskøretøj. Man har pt. det viste lad, en containerbranddam med tilhørende pumpe samt en behandlingspladscontainer til rådighed. Foto: Henning Svensson
Næstved S1, brandvæsenets højderedningskøretøj. Bronto redningslift på Mercedes-Benz Actros chassis. Foto: Henning Svensson
M2, den ene af to identiske Mercedes-Benz Atego sprøjter med ROsenbauer AT2 opbygning. Den anden står i Fuglebjerg. Foto: Henning Svensson

I Fuglebjerg Kommune, der siden 1935 havde haft Falck brandvæsen, beholdt man brandstationen, nu som kommunal brandstation, men med stort set samme mandskab og et fuldt slukningstog bestående af sprøjte, tankvogn og slangetender.

I Suså Kommune, som også havde eget brandvæsen, og som tidligere havde samarbejdet med både Næstved og Ringsted Brandvæsener om stor slukningshjælp, fortsatte stationen som hjælpebrandstation med en sprøjte, nu under navnet station Herlufmagle.

Kommunerne Fladså og Holmegaard havde ikke tidligere haft eget brandvæsen. Man havde i stedet entreret med Næstved Brandvæsen. Dog stillede kommunerne med egne indsatsledere.

Brandstationen i Næstved er hovedbrandstation og hjemsted for vagtcentral, værksted, administration og specialer som redningsbåd, tung frigørelse, højderedning og kemi.

Tak til Næstved Brand & Redning for lån af lokaler og køretøjer.

Kør-selv-tur d. 10. juni 2012 – Lejre

Tankvogn på Mercedes-Benz 1622 med 11 m redningsstige på ryggen. Foto: Henning Svensson

Kalenderen viste sommer, denne søndag d. 12. juni 2012, men vejret var køligt, blæsende og overskyet. Foreningen var taget på besøg hos Lejre Brandvæsen og CPH Roskilde Airport Fire and Rescue – Brand- og redningstjenesten i Roskilde lufthavn.

Der var truffet aftale om at besøge begge Lejres brandstationer, som er benævnt Nord og Syd.

Tidligere var der tale om to selvstændige brandvæsener, nemlig Bramsnæs i nord og Hvalsø i syd, men som følge af kommunalreformen i 2007, hvor kommunerne Bramsnæs, Hvalsø og Lejre blev til Lejre Kommune, blev også de to brandvæsener slået sammen til Lejre Brandvæsen. Hidtil havde man i den gamle Lejre Kommune benyttet Roskilde Brandvæsen, der fortsat slukker i den nordøstlige del af den gamle kommune.

På station Nord betjener man sig af den ene af brandvæsenets to identiske Scania P320 autosprøjter, leveret i 2010 af Hauberg Tecnique og opbygget hos Wiss. Desuden to tankvogne, en på Mercedes-Benz 1824, årgang 198X med containertank og en Scania 92M tankvogn, årgang 1987. Stationen har ligeledes en nyere Iveco 65C18 pionervogn, der også fungerer som trækker for stationens redningsbåd.

Dagens andet stop, staion Syd, kører med den anden Scania P320 autosprøjte, en Mercedes-Benz 1622 tankvogn, årgang 1986 og en Land Rover Defender 110 slangetender, årgang 1987, med påhængspumpe.

Lejre Brandvæsen S1. Land Rover Defender slangetender med påhængspumpe Foto: Henning Svensson
Den ene af Lejre Brandvæsens to identiske Scania sprøjter. Foto: Henning Svensson
Skumtender 6, ex. Københavns Lufthavn Kastrup. Foto: Henning Svensson
Kun to måneder gammel. VW Tiguan indsatskederbil. Foto: Henning Svensson

Efter at have gennemfotograferet Lejre Brandvæsens køretøjer gik turen videre til Roskilde Lufthavn, hvor vi havde en aftale med Brand- og redningstjenesten på stedet.

Roskilde Lufthavns brandvæsen er deltidsbemandet, forstået således at mandskabet har andre funktioner i lufthavnen, når det ikke brænder eller der stilles til standby. Det kan være bagagehåndtering, vedligeholdelsesarbejde eller administrative opgaver.

I remisen holder to skumtendere, begge med en fortid i Københavns Lufthavn Kastrup. Den ene, 6’eren, er en Volvo F12, årgang 1992 med Fjeldhus (Norge) opbygning. Den anden, 7’eren, er en Volvo FL 420, årgang 1997 med Mopro (Norge) opbygning. Brandvæsenets indsatslederbil er så ny, som den kan være. Kun to måneder gammel ved vores besøg, en VW Tiguan fra april 2012.

Som en lile bonus fik foreningens medlemmer også lov at besøge tårnet samt et af forsvarets Hercules C130 transport fly. Alt i alt en rigtig god og spændende dag.

Tak til mandskabet ved Lejre Brandvæsen samt Roskilde Airport Fire and Rescue for deres gæstfrihed og for hjælp med at køre biler frem.

Load more

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere