Bliv medlem af foreningen

16 medlemmer på fotoudflugt til Beredskab Øst. Foto: Henning Svensson

Hvis du vil være medlem af Dansk Selskab for Brandkøretøjer, beder vi dig udfylde tilmeldingsformularen.

Medlemskab koster kr. 150 pr. kalenderår (foreningsåret 2025/2026). Medlemmer har som udgangspunkt fri adgang til alle foreningens arrangementer og fuld adgang til vores hjemmeside.

Dog kan der forekomme brugerbetaling ved særlige arrangementer. Det kan f.eks. være i forbindelse med studieture til udlandet. Det vil altid fremgå tydeligt af invitationen, hvis der kræves brugerbetaling til et arrangement.

Bemærk også at der sædvanligvis bliver fotograferet i forbindelse med foreningens arrangementer og at billeder fra arrangementerne kan blive offentliggjort på vores hjemmeside eller på sociale medier.

Foreningens baggrund og målsætning

Dansk Selskab for Brandkøretøjer blev stiftet i august 2000. Vi er en upolitisk, nonprofit forening og vores målsætning er at samle folk med interesse for brand- og redningskøretøjer.

Medlemmerne er dels aktive og pensionerede brandfolk, dels personer der på anden måde er professionelt involverede i branchen, men også personer uden tilknytning til beredskabet. Alle er velkommen.

Fokusområderne spænder blandt andet fra fotografering over litteratur- og emblemsamling til modelbygning og meget andet. Fælles for medlemmerne er interessen for brand- og redningsberedskaberne og specielt de mange forskelligartede køretøjer, som beredskaberne benytter.

Formålet med Dansk Selskab for Brandkøretøjer er, at skabe en platform hvor ligesindede kan mødes og dyrke deres interesse.

Vi afholder løbende en række forskellige aktiviteter, som medlemmerne kan deltage i.

Foreningens driver desuden hjemmesiden brandkøretøjer.dk, der primært bringer baggrundsstof om brand- og redningskøretøjer. Hjemmesiden er desuden tænkt som et udstillingsvindue, der kan præsenterer foreningens forskellige aktiviteter og samtidig virke som opslagsværk.

Du kan også følge os på Facebook og Instagram.

Foreningen administreres i det daglige af en bestyrelse, bestående af fire personer, en formand, en kasserer, en sekretær og en suppleant. De er alle valgt af medlemmerne på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen arbejder ulønnet.

Hvis du har spørgsmål vedrørende foreningen, medlemskab eller andet med relation til interesseområdet, så er du velkommen til at kontakte os.

Vores aktiviteter

På studietur til Hamburg i sommeren 2005. Foto: Henning Svensson

Der afholdes løbende en række forskellige aktiviteter. Vi forsøger at ramme bredt inden for interesseområdet, så der er noget for enhver smag. Af forskellige aktiviteter kan nævnes foredrag, modelbyggermøder, virksomhedsbesøg, kør-selv-ture, studieture til udlandet, generalforsamling samt naturligvis den årlige  juleafslutning.

I løbet af året afholdes typisk fire kør-selv-ture – to før sommerferien og to efter. Turene er fotoudflugter med et eller flere brandvæsener som mål. Her har medlemmerne mulighed for at se og fotografere forskellige brand- og redningskøretøjer.

Det er som udgangspunkt gratis for medlemmer at deltage i de forskellige aktiviteter, dog kan der ved særlige arrangementer – f.eks. studieture til udlandet – forekomme brugerbetaling. Alle foreningens aktiviteter annonceres løbende på vores medlemsforum.

Vi har ved flere lejligheder afholdt studieture til udlandet:

  • 2005, Feuerwehr Hamburg og Polizeipräsidium Hamburg
  • 2010, Oslo Brann- og Redningsetat
  • 2013, Feuerwehr Hamburg samt Polizei Hamburg, Zoll Hamburg og Flughafenfeuerwehr Hamburg
  • 2018, Räddningstjänsten Storgöteborg

Vi skyder tusindvis af billeder …

Dette billede af Hørsholm M1 er skudt med et Samsung Digimax U-CA5. Foto Tony Frimodt

Næsten alle foreningens medlemmer fotograferer. Vi skyder tusindvis af billeder med alt fra mobiltelefoner og lommekameraer til avanceret professionelt udstyr – ikke mindst på vores kør-selv-ture.

Du behøver ikke at købe det nyeste og dyreste fotoudstyr for at være med. De fleste smartphones har i dag rigtig gode kameraer, der kvalitetsmæssigt ligger på niveau med digitale systemkameraer. Der er masser af mennesker, som udelukkende fotograferer med smartphonekamera.

Vil du gøre lidt mere ud af udstyret, findes der digitale kameraer i et utal af varianter, mærker og prisklasser. Spørg i din lokale fotobutik.

Dette billede af Københavns Brandvæsens I1 er skudt med et Samsung M310W. Foto Tony Frimodt

Hvordan man tager billeder af køretøjer, er i sidste ende et smags- og temperamentspørgsmål – ikke en videnskab. Det kommer i nogen grad an på hvad billederne skal bruges til. Skal de f,eks. bruges som grundlag for modelbygning, vil man typisk forsøge at fotografere fra så mange forskellige vinkler som muligt, forfra, bagfra, oppefra osv.

Er der derimod tale om opstillede billeder – som billederne herover – til brug for samlinger og fremvisning, vil de fleste vælge at skyde hhv. skråt forfra og skråt bagfra.

En tommelfingerregel er, at køretøjets front skal udgøre 1/3- og resten af køretøjet 2/3 af motivet. Men igen er det helt afhængigt af fotografens personlige smag. Nogle foretrækker mere af det ene og mindre af det andet.

Hvad foretrækker du?

Dette billede af Räddningstjänsten Syds Bronto redningslift er skudt med et Canon 60D/Sigma 17-70. Foto Tony Frimodt

Det der virkelig betyder noget, er vores fælles interesse

Et medlem fortæller: “Interessen for brand- og redningskøretøjer har jeg haft siden jeg var barn i 1970’erne, hvor jeg voksede op på Frederiksberg i hjertet af København.

Det er dog først inden for de seneste 15-20 år, at jeg mere systematisk er begyndt at fotografere køretøjer.

Jeg startede med at fotografere køretøjer – og alt muligt andet for den sag skyld, med et konventionelt kamera med film i. Jeg husker i dag ikke mærke og model, men det var absolut ikke noget særligt.

Mit første digitalkamera var et Samsung Digimax U-CA5 – det røde kamera på billedet herover. Det var et udmærket lille lommekamera, som dengang kunne købes for relativt få penge.

Da det efter nogle års brug var slidt op, købte jeg et nyt lommekamera. Denne gang valgte jeg et Samsung M310W. Jeg har det stadig og det virker upåklageligt.

Med tiden er jeg dog blevet lidt mere kræsen med hensyn til mine billeder. Jeg vil gerne have større indflydelse på den kreative side af fotograferingen – og ikke være bundet af lommekameraets auto-mode. Derfor købte jeg et brugt Canon EOS 60D med et tilhørende Sigma 17-70 mm objektiv (objektvet på billedet herover er dog et Canon 55-250 mm).

Mit aktuelle kamera er et Canon 6D MK ll, som er et fullframekamera. Jeg bruger næsten udelukkende et Canon 24-70 f/4 objektiv, som jeg synes er godt til bl.a. køretøjsfotografering og som i det hele taget dækker mit behov.

Man kan altid diskutere, om det ene kamera eller objektiv tager bedre billeder end det andet. En ting er dog sikkert. Det er ikke udstyret det kommer an på, når vi i foreningen tager på fotoudflugt. Det der virkelig betyder noget, er vores fælles interesse for at fotografere brand- og redningskøretøjer.”

Turen går til Lolland-Falster del 2

Af Tony Frimodt

Redningsvogn på MAN TGE med Rosenbauer opbygning. Station Nykøbing Falster. Foto: Claus Mortensen

Søndag d. 27. august tog vi igen på tur til Lolland-Falster Brandvæsen. Denne gang besøgte vi stationerne i Sakskøbing, Nykøbing Falster, herunder Frivilligenheden, Gedser, Stubbekøbing og Nørre Alslev.

Som vi omtalte i forbindelse med beskrivelsen af turens første del, er Lolland-Falster Brandvæsen i gang med en større køretøjsudskiftning, så vi havde igen lejlighed til at se både nye og gamle køretøjer.

Der skal lyde en stor tak til mandskabet ved Lolland-Falster Brandvæsen for deres gæstfrihed og for hjælp med at vise køretøjer frem.

Rosenbauer drejestige på MAN TGM 18.320 chassis. Station Nykøbing Falster. Foto: Claus mortensen

På besøg hos Frivilligenheden i Nykøbing Falster. Foto: Henning Svensson

Frivilligenhedens redningsvogn besigtiges. Vognen har en fortid hos Gloucestershire Fire and Rescue service i England. Den kom til Lolland-Falster i 2013. Foto: Henning Svensson

En typisk Falck tanksprøjte på MAN 18.284. Station Stubbekøbing. Foto: Claus Mortensen

En variant over samme tema… tanksprøjte på MAN LE 280. Station Gedser. Foto: Claus Mortensen

Lidt af en bamse. Tanksprøjte på MAN TGM 26.320 med opbygning af WISS og med 8500 liters vandtank. Station Nørre Alslev. Foto: Claus Mortensen

.. fra vores udsendte medarbejder

Af Tony Frimodt

Stor sprøjte på Scania, Samsø Redningskorps station Nordby. Foto: Henning Svensson

Foreningen har netop haft en delegation på Samsø. Fra vores udsendte medarbejder har vi modtaget disse billeder af diverse brand- og redningskøretøjer fra Samsø Redningskorps.

Samsø Redningskorps er et privatejet redningskorps, der opererer ud fra to stationer, en i Tranebjerg og en i Nordby. Redningskorpset leverer brandslukning, redning på land og til vands, akut ambulancekørsel, liggende sygetransport, autohjælp og meget andet til borgerne på Samsø.

Man samarbejder med andre redningskorps og udfører i den forbindelse bl.a. autohjælp for Falck, SOS Dansk Autohjælp og Vikings kunder på Samsø.

Redningskorpset blev etableret i 1934 og man betjener sig i dag af en vognpark bestående af fem brandkøretøjer, to indsatsledervogne, fem autohjælpskøretøjer, fire ambulancer, fem sygetransportvogne og tre redningsbåde.

Mercedes-Benz indsatsledervogn. Foto: Henning Svensson

Tankvogn på tre-akslet Scania, station Tranebjerg. Foto: Henning Svensson

Klassisk Mercedes-Benz Unimog bjergningsvogn. Foto: Henning Svensson

Redningsbåd på trailer. Foto: Henning Svensson

Toyota Land Cruiser slangetender og bådtrækker. Foto: Henning Svensson

A blast from the past. Foto: Henning Svensson

Mercedes-Benz Sprinter ambulancer. Foto: Henning Svensson

Foredragsaften i Hørsholm

Af Tony Frimodt

Østerbros drejestige og Hvidovres tankvogn. I baggrunden kan man desuden se, at der afgives vand fra endnu en drejestige mod den rygende ruin. Foto: Chris Garfort

Torsdag d. 22. juni indbød Dansk Selskab for Brandkøretøjer alle sine medlemmer samt alle medlemmer af Falck-Museets Venner til at deltage i foreningens foredragsaften, der blev afholdt i Hørsholm.

Denne aften var der mulighed for at møde indsatsleder Chris Garfort fra Hovedstadens Beredskab, der fortalte om den historiske brand på Grøndals Parkvej i Vanløse, som fandt sted fredag d. 25. marts 2022.

Branden har i sagens natur været dækket massivt af medierne, men denne aften var der mulighed for at høre historien fra en af de personer, der mest indgående kender til indsatsen.

Billedet herover giver et indtryk af hvor voldsomt det gik for sig. I forgrunden ses Østerbros drejestige og Hvidovres tankvogn. I baggrunden kan man desuden se, at der afgives vand fra endnu en drejestige mod den rygende ruin.

Load more

Denne side anvender cookies for at forbedre din brugeroplevelse. Du kan læse mere om cookies og om vores privatlivspolitik her:  Læs mere