En lidt anderledes brandstation, om ikke andet når det kommer til kompetencer og opgaver, er Specialtjenesten ved Hovedstadens Beredskab.
Om formiddagen d. 23. oktober besøgte foreningen Specialtjenesten, der bor på hovedbrandstationen i København. Besøget startede med fremvisning af tjenestens køretøjer, hvorefter foreningens medlemmer over en kop kaffe fik en præsentation af tjenesten, dens historie og arbejdsopgaver.
I 2018 besluttede man, at der var behov for en opdaterig af Specialtjenesten, der var blevet etableret i 2012, ved en sammenlægning af Røgdykkertjenesten og Pionertjenesten. Opdateringen udmøntede sig i en Specialtjenesten 2.0 (arbejdstitel).
Det betød populært sagt, at posen blev rystet og at man revurderede tjenestens organisation, arbejdsopgaver og materiel. Hele processen har taget nogle år, men pr. 2023 er konceptet med ny organisation og nye køretøjer fuldt implementeret.
Mandskabet er fordelt på fem roder (hold) i modsætning til alle de øvrige stationer i Hovedstadens Beredskab, hvor mandskabet er fordelt på fire roder (hold). Hver af Specialtjenestens fem roder består af otte mand.
Hver dag, året rundt, er der en rode på døgnvagt, dertil kommer en rode på dagvagt (på hverdage). Døgnvagten er udrykningsvagt, mens mandskabet, når de er på dagvagt, gennemfører øvelser og uddannelse.
Specialtjenestens arbejdsopgaverne kan sammenfattes til ”personredning under alle tænkelige forhold” – det kan være i forbindelse med brand, kompliceret frigørelse, redning i højde/dybde, redning på og under vandet samt indsats i kritiske situationer, som f.eks. ved skyderiet i indkøbscenteret Fields i juli 2022. Sidstnævnte sker i tæt samarbejde med politiet.
Man betjener sig af fem køretøjer – to mandskabsvogne (der minder lidt om den gamle røgdykkerbus, som nogle vil kunne huske) kaldet redningsenheder og to sprøjter kaldet materielenheder samt et multikøretøj. En redningsenhed og et materielenhed udgør et par. Der er således to identiske køretøjspar, hvoraf det ene anvendes af døgnvagten og det andet af dagvagten. Multikøretøjet anvendes til forfaldende logistikopgaver.
Redningsenheden er bemandet med en holdleder og fem brandmænd, der bl.a. kan formere to hold kredsløbsrøgdykkere eller to hold (vand)dykkere. Materielenheden er bemandet med to brandmænd, hvoraf den ene kan være en holdleder.
Materielenheden er, som navnet antyder, værktøjskassen. Køretøjet er i store træk magen til de sprøjter, der findes på de øvrige stationer i Hovedstadens Beredskab, dog tilpasset Specialtjenestens særlige behov.
Så kom dagen for vores første tur efter sommerferien. Turen gik til Slagelse Brand og Redning, nærmere bestemt til stationerne Sorø, Slagelse og Ruds Vedby. Trods en vejrudsigt der lovede skyer i løbet af dagen, oplevede de 15 fremmødte medlemmer en særdeles solrig og varm dag.
Vi startede i Sorø, hvor vi blev budt velkommen af to brandfolk. De sørgede for at alle køretøjerne blev kørt hen foran porten og vendt og drejet, så solen ikke generede for meget i forhold til fotografering. Vi havde håber på, at deres kommende redningsvogn var blevet leveret til vores første tur, men det var den desværre ikke. Den kommer senere på året og skulle efter sigende være temmelig stor. Den må vi fange ved næste besøg.
Dagens andet stop var på station Slagelse, hvor vi blevet taget imod af tre trætte brandfolk. Det forgangne døgn havde budt på 6 udkald, hvoraf det sidste havde været en markbrand, som varede hele natten. Det havde dog ingen indvirkning på deres lyst til at hjælp os og ligesom i Sorø, blev alle bilerne kørt i stilling. Dog måtte vi kigge langt efter deres nye stige, der denne dag var hos Scania, for at få foretaget de sidste justeringer efter leveringen.
Sidst, men absolut ikke mindst nåede karavanen til Ruds Vedby, hvor endnu en hjælpsom og flink brandmand assisterede med at fremvise stationens to nye køretøjer. På stationen i Ruds Vedby er køretøjerne leveret af Slagelse Brand og Redning, men mandskabet er ansat af Falck. Det betød selvfølgelig intet for gæstfriheden og vi glæder os allerede til turen til Skælskør og Korsør i oktober. Husk at skrive det i kalenderen.
Det sker jævnligt, at vi i foreningen bliver kontaktet af folk, der spørger om vi kender til et eller andet specifikt køretøj. Ofte udspringer spørgsmålet af en begivenhed, noget man har oplevet – måske i barndommen – og nu faldt man lige over et billede på nettet, eller i et gammelt fotoalbum, som bringer minderne frem. I kraft af det store netværk vores medlemmer udgør, er vi som regel i stand til at finde frem til oplysninger om netop det køretøj, forespørgslen går på.
Da Torben fra Vanløse kontaktede os, med netop et spørgsmål relateret til et specifikt køretøj fra Frederikssund, gik netværket i arbejde og det lykkedes da også at finde frem til køretøjet. Vi har i den forbindelse være så heldige, at Torben har givet os lov, at dele hans erindringer, om en udrykning i Frederikssund anno 1961.
Udrykningen den 27. jan. 1961 til Holmensvej 6, Frederikssund
Udsnit af Fortællingen: ’Hvad lavede jeg i 1960 – 61 i Frederikssund’. Tekst og illustrationer Torben Brill Olsen.
I 1960 flytter jeg som 20-årig til Frederikssund og bor i annekset hos K.P. Madsen Færgevej 79. Mit lærested Firmaet Verner Kristensen, Mekanisk Etablissement, er flyttet fra Kongelysvej i Gentofte til Holmensvej 6 til en nyopført fabrik med tilhørende tjenestebolig. Læretiden som værktøjsmager er næsten færdig og jeg må derfor følge firmaet til deres nye sted i Frederikssund. På dette tidspunkt er jeg den eneste fra fabrikken i Gentofte, der har fast bolig i Frederikssund og adgang til fabrikken udenfor arbejdstid. Mester har vist mig den tillid at jeg hver dag indtil videre lukker fabrikken op om morgenen kl. 7.
En mørk og kold januar dag i 1961 midt under aftensmaden, på Fru Johnsruds Pensionat, sker der noget interessant. Telefonen ringer, ikke usædvanligt, det gør den gerne om aftenen. Men denne gang bliver der ringet til pensionatet fra den lokale brandstation.
”Torben der er telefon til dig, det er fra brandstationen, han siger det haster,” råber Fru Johnsrud ud i spisestuens brogede forsamling. Jeg lægger kniv og gaffel og forlader min sidste frikadelle med brun sovs til fordel for opkaldet. Jeg får kantet mig frem til telefonen mellem gæsternes tobaksrøg og tager røret:
”Hallo, det er Torben.”
Brandmanden i telefonen siger:
”Kan du ikke lynhurtigt skynde dig at cykle op til firmaet, fordi der er alarmeret, at der er brand i bygningen ud til vejen. De er på vej derud med den lille ’Sprøjte’. Se om du kan ringe tilbage, når du kommer frem.”
Hvordan han havde fundet frem til mig, ved jeg ikke, men det er trods alt en lille by, og jeg bor i annekset hos K. P. Madsen, der er ansat ved politiet. Jeg er en autoritetstro ung mand, lader nu mad være mad, og cykler så hurtigt jeg kan op til fabrikken, som er en af de få nye i det øde industrikvarter. Det er mørkt. Jeg er glad for min dynamolygte, og en tur der normalt tager under 10 minutter, cykler jeg denne gang på rekordtid. På lang afstand kan jeg se, at den er god nok, der er noget der brænder i den nyopførte tjenestebolig, der ligger lidt fra selve fabriksbygningen.
Noget forpustet når jeg frem efter det sidste stykke i helt mørke. Jeg lukker mig ind på fabrikkens kontor og ringer tilbage til brandstationen og bekræfter at branden er i tjenesteboligen og ikke i selve fabrikken. Jeg får efterfølgende tændt den udvendige belysning ved porten.
Nogenlunde samtidig er en lille brandbil med slukningsudstyr uden udrykning ankommet. På det tidspunkt er ilden nået godt op i den indvendige loftsforskalling og truer husets tagkonstruktion. Jeg havde nok en forventning om en større udrykning og adskillelige brandbiler, men fornemmer at det varer længe, før der rigtig sker noget.
Brandstationen ligger vel højst 5 minutters kørsel væk fra fabrikken. Det næste køretøj rykker først ud om nødvendigt. Der er langsomt kommet flere alarmerede brandfolk til brandstedet, nogle på cykel andre i privatbiler. Her er utroligt nok også en større sammenstimling af nysgerrige på dette øde sted.
Blandt brandmænd i deres uniformer og udstyr, er der en med en blank brandhjelm. Han råber og dirigerer med alle de andre, så han må være chefen.
Jeg står i kulden og betragter hele sceneriet på afstand i lyset foran porten til fabrikshallen. ’Den blanke hjelm’ kommer over gårdspladsen mod mig.
”Er det dig der er chefen her?” lyder hans spørgsmål henvendt til mig.
”Nej, svarer jeg,” men jeg har nøgler til at komme ind på fabrikken, hvis det er nødvendigt.”
”Nej vi skal ikke ind, vi er snart færdige. Der bliver et par mand tilbage indtil de overophedede petroleumsovne er kølet mere ned,” svarer ’Den blanke hjelm’.
Og fortsætter: ”Hvis du har mulighed for det, skal du nok kontakte din chef og fortælle hvad der er sket.”
Min opgave bliver at ringe til Kristensen, og fortælle at deres private indflytning nok bliver forsinket et stykke tid, og ellers er der ikke sket noget med selve fabrikken.
’Den blanke hjelm’ siger: ”Du kan sige at årsagen til branden er to store petroleumsbrændere, som murerne har sat ind for at kunne tørre de nypudsede vægge hurtigere.”
”Det var synd vi måtte forstyrre dig i din aftensmad hos Johnsrud, men jeg håber du klarer dig alligevel.”
Kristensen er overrasket over at jeg ringer, og lyder med sin jyske dialekt samtidig glad over jeg er på stedet, og at selve fabrikken er uskadt. Den jyske dialekt har altid undret mig, det kan han ikke skjule selv efter mange år på Sjælland.
”Torben, vi kan snakke videre, når jeg kommer i morgen, tak for opringningen.”
Så er den dags oplevelser slut, men jeg må affinde mig med en halvtom mave indtil morgenmaden. Måske er jeg heldig og finde et eller andet hjemme på værelset.
Næste morgen lyder velkomsten ’Der har vi brandmajoren’ fra alle de nysgerrige morgenduelige på Fru Johnsrud’s vigtige pensionat i byen.
Alle vil vide brandens detaljer, der så kan fortælles videre ud i lokalområdet i løbet af dagen. Jo, Byen er skam lille. Jeg får min tiltrængte morgenmad og kommer alligevel afsted i god tid før kl. 7 til arbejdspladsen, hvor der allerede er tilskuere til den beskadigede bygning.
Søndag d 19. juni var foreningen atter samlet til en fototur. Denne gang gik turen til Roskilde Brandvæsen med besøg på både station Roskilde og station Jyllinge. 11 medlemmer havde trodset vejrudsigten, som så noget truende ud søndag morgen. Heldigvis holdt det tørt det meste af tiden.
Roskilde Brandvæsen har gennemgået en større køretøjsudskiftning, både på stationen i Roskilde og på stationen i Jyllinge. Det betyder at flere sprøjter og tankvogne samt en drejestige er blevet udskiftet. Drejestigen var dog endnu ikke i drift ved vores besøg.
Her kan du se lidt stemningsbilleder fra vores dag i Roskilde.
For første gang i to år afholdt foreningen generalforsamling. Vi havde i den forbindelse lejlighed til at besøge to af Hovedstadens Beredskabs stationer – Store Magleby og Dragør.
Det var en glædens dag, søndag d. 22. maj. Det var nemlig dagen hvor vi, for første gang i to år, kunne afholde generalforsamling. Foreningens generalforsamling – og alle øvrige aktiviteter for den sag skyld – har som bekendt været suspenderet på grund af coronasituationen.
Om formiddagen mødtes medlemmerne på brandstationen i Store Magleby, hvor der til lejligheden var opstillet borde og stole i remisen. Generalforsamlingen blev afviklet i god ro og orden og mandskab fra hhv. Store Magleby og Dragør, hjalp bagefter til med rangering af køretøjer, så foreningens medlemmer kunne fotografere.
Der er tilknyttet 22 deltidsbrandfolk til de to stationer, ligesom distriktet har sin egen indsatsledervagt – kaldet indsatleder Syd. På station Store Magleby kører man med sprøjte, tankvogn og slangetender, mens man i Dragør kører med sprøjte og fleksibel enhed. Dertil råder man over en mandskabsvogn.
Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke mandskabet på brandstationerne i Store Magleby og Dragør for deres gæstfrihed og for hjælp med at flytte rundt på køretøjer.
I årtusinder har mennesket betraget ild, som et element, der aftvang allerhøjeste frygt og respekt. Mennesket har via opfindsomhed lært at udnytte ilden…
