Søndag d. 19. maj 2013 besøgte foreningen Frederiksund – Halsnæs Brand & Redningsberedskab. Det blev til besøg på brandstationerne i Frederikssund, Frederiksværk, Slangerup og hos beredskabets frivillige.
Der var nok at se på. Ikke mindst to helt nye identiske Mercedes-Brenz 1841 Actros sprøjter med Rosenbauer AT3 opbygning, som kort forinden var blevet indsat på hhv. station Frederikssund og station Frederiksværk.
Tilbage i 2002, i foreningens begyndelse, besøgte vi Frederikssund, Frederiksværk, Hundested og Slangerup. På det tidspunkt var der tale om fire selvstændige kommuner, med hvert sit beredskab. Det ændrede sig i 2007 i forbindelse med kommunalreformen, hvor kommunerne Frederiksværk og Hundested blev til Frederiksværk-Hundested Kommune. Kommunen ændrede dog i 2008, efter en folkeafstemning, navn til Halsnæs kommune.
Også kommunerne Frederikssund, Slangerup, Skibby og Jægerspris, der alle havde egne brandvæsener, blev lagt sammen under navnet Frederikssund Kommune.
I 2009 valgte kommunerne Frederikssund og Halsnæs at etablere et fælles beredskab under navnet Frederikssund – Halsnæs Brand & Redningsberedskab.
Beredskabet betjener sig af stationer i Hundested, Frederiksværk, Jægerspris, Frederikssund, Skibby og Slangerup. Dertil kommer beredskabets frivillige, som holder til i egne lokaler i Slangerup.
Du kan følge Frederikssund – Halsnæs Brand & Redningsberedskab på Facebook
Vi takker for gæstfriheden og håber at vi må vende tilbage på et senere tidspunkt, for at besøge de resterende stationer i beredskabet.