Nord for København, en halvtimes kørsel i bil, ligger Farum. Byen var indtil 2007 en selvstændig kommune, men er i dag en del af Furesø kommune. Byens brandvæsen er Frederiksborg Brand & Redning, der lokalt opererer ud fra Falckstationen på Ryttermarken 13.
Farum er kendt for blandt andet sin fodboldklub, FC Nordsjælland, sine mange idrætsanlæg, dyr rødvin og Farum Midtpunkt, med det lidet flatterende tilnavn “Rustenborg”. Navnet hentyder til bebyggelsens rustne, jernpladebeklædte antræk. Farum Midtpunkt, der er tegnet af arkitekterne Jørn Ole Sørensen, Viggo Møller-Jensen og Tyge Arnfred, blev opført i årene 1971 – 1975, en periode hvor byen oplevede en stor befolkningstilvekst.
Udformningen af Farum Midtpunkt giver nogle brandslukningsmæssige udfordringer, blandt andet som følge af lange adgangsveje, der sker via et lavloftet parkeringsanlæg under bebyggelsen. Derfor har brandvæsenet et specialkøretøj, med kort akselafstand og lav højde, til rådighed for indsatser i netop denne bebyggelse, da en traditionel autosprøjte er for stor og derfor ikke kan komme tæt nok på adgangsdørene.
Denne måneds køretøj er tredie generation Farum Midtpunktsprøjte. M2, som vognen hedder, er en lille autosprøjte (smal, kort akselafstand, lav højde) på Iveco 70C17 chassis med Magirus opbygning. Den er forsynet med en Ruberg 16/8 pumpe, 800 l vandtank og 120 m HT slange på vinde. Derudover er oppakningen i store træk, som på en traditionel autosprøjte. Mandskabskabinen har plads til to røgdykkere, hvis sæder er forsynet med med et system, der fastholder trykluftappararterne, så længe bilens parkeringsbremse er deaktiveret – de er altså låst i holderen, under kørsel.
M2 blev indkøbt af Falck, der stod for brandslukningen i Farum i perioden fra 1991 til 2016 (og 2016-2019 som entreprenør for FBBR), og siden hen overtaget af Frederiksborg Brand & Redning, da man hjemtog brandslukningen.
En typisk udrykning til Farum Midtpunkt består af M2 med holdleder og tre brandfolk, M1, der er stationens almindelige autosprøjte, med to brandfolk samt en indsatsleder i eget køretøj. M2 anvendes også til andre typer udrykninger ved behov.
Første generation Farum Midtpunktsprøjte blev indkøbt til det daværende Farum Brandvæsen (1965 – 1991) og var en VW Transporter årgang 1971, der senere blev ombygget til miljøvogn. Anden generation var en Mercedes-Benz L 608 D, årgang 1978. Dette køretøj var også benævnt M2 og blev overtaget af Falck, da man overtog brandslukningen fra Farum Brandvæsen. Vognen var i drift frem til indsættelsen af den nuværende M2 i 2012.
Se den tidligere Farum Midtpunktsprøjte, fotograferet i forbindelse med Generalforsamlingen i 2012
I juni 2006 bragte Berlingske en historie om Farum Midtpunkt
I Dragør benytter man også en sprøjte, der er mindre end en traditionel sprøjte
- Beredskab: Frederiksborg Brand & Redning
- Station: Farum
- Køretøjstype: Autosprøjte
- Fabrikat: Iveco 70C17
- Opbygning: Magirus AluFire
- Årgang: 2012
- Fotograf: Christian Aagaard Nielsen