Vi melder fra! Nr. 24, 2010

Vi melder fra!

Medlemsblad for Dansk Selskab for Brandkøretøjer

Medlemsbladet udsendes i takt med at der indløber stof til en udgivelse. Det distribueres til foreningens medlemmer og samarbejdspartnere.

Billeder og artikler bedes sendt til ansvarshavende redaktør, påført tydeligt angivelse af navn, adresse og anden relevant information. Ønskes tilsendte materiale retur bedes dette oplyst.

Foreningsskadeligt stof samt negativ omtale af private eller offentlige beredskabsaktører vil ikke blive trykt. Eftertryk kun med redaktørens tilladelse.

Forsiden

Frederikshavn Brandvæsens tankvogn V1, Fireliner 8000 VTV på Mercedes Benz Axor 1829. Vognen blev leveret til brandvæsnet af RK Brand & Teknik i 2009. Opbygning er foregået hos M&R Specialbyg i Søndersø. Foto: Jesper Lind Arpe.

Udrykning i Lego

Af Henning Svensson

Hovedbrandstationen i København – i Lego. Der foretages daglig funktionstest af drejestigen. Foto: Henning Svensson

Så blev det endelig sommer og tid til ferie. I år gik ferien til Vejers strand (nær Esbjerg) og var det så ikke en super god ide at tage i Legoland.

Når man nu ikke lige er til at stå i kø, 40 minutter for at prøve en aktivitet i 2 minutter, hvad kan man så lave. Hvad med at skrive en artikel til VMF om udrykningskøretøjer og lignende, bygget i LEGO og placeret i LEGOLAND? Så midt i julivarmen mellem 1.000.000 mennesker fra hele verden gik den vilde jagt i gang. Alt i alt fandt jeg 26 enheder fordelt på biler, både og helikoptere.

LEGOLAND i Billund åbnede for første gang 7. juni 1968 og allerede første år besøgte 625.000 gæster parken.

LEGOLAND indeholder autentiske bygninger fra Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, USA, Holland, England, Finland, Japan og Skotland bygget af mere ende 20.000.000 LEGO klodser.

De små tog, biler og fly i Miniland kører sammenlagt mere end 117.000 km om året.

De 32 små sejlende skibe i Miniland tilbagelægger hvert år en sejltur som svarer til afstanden fra København og Australien.

Lego Fun Facts

• Seks styks “otter-klodser” kan kombineres på 915.103.765 måder!!!
• Legoland fyldte i 1968 38.000 m² og i 2010 140.000 m².
• I hele Legoland er der bruge 58. 000.000 klodser.
• Der er fire Legoland-parker i verden, i Danmark, Tyskland, England og USA.

Foto: Henning Svensson

Stigevogn i seniorstilling

Af Jakob Kristensen

I virkeligheden kørte de helt deres eget løb. Brčko Brandvæsen rådede over 3 køretøjer fra Ruder Konges tid og heraf var det stort set kun det ene, der virkede”.

”Spøgelset” – Brčkos gamle stige. Foto: Henning Arly Jensen.

Stigebilen var et gammelt spøgelse af en veteranbil. Selve stigen var meget ustabil og bilen var bundet sammen med ståltråd alle vegne. Motoren var et kapitel for sig og så gammel, at man ikke længere kunne skaffe reservedele. Brandsvendene turde heller ikke benytte stigebilen, da man på grund af køretøjets dårlige stand ikke kunne tegne en forsikring, der dækkede evt. tilskadekomst.

Brandslukning blandt landminer

Manglen på materiel var tydelig for den internationale politi-styrke i sommeren 2000. Det var en meget tør og varm sommer i Brčko, og der var faktisk brande hver eneste dag.

Brčko District
Den selvstændige administrative enhed Brčko District er beliggende i det nordøstlige Bosnien-Hercegovina. Før krigen var byen overvejende muslimsk, men under krigen blev muslimerne fordrevet af serberne, fordi byen havde en beliggenhed, der gjorde den strategisk vigtig for Republika Srpska.

I forbindelse med Dayton Aftalen i 1995 kunne man ikke blive enige om at dele området – det kunne således hverken blive en del af Republika Srpska eller Føderationen mellem kroater og muslimer, og derfor blev området sat under international beskyttelse, og ved en voldgift i 97/98 blev Brčko District oprettet som en selvstændig enhed direkte underlagt Bosnien-Hercegovinas præsidentråd.

Især brande i krat og græs, og brandene bredte sig naturligvis også somme tider til landsbyer og beboelse. En dag var der ikke mindre end seks brande på samme tid. Der var tale om naturbrande, og da alt materiel og mandskab var ude til de tre første brande, måtte man melde pas til de sidste tre. Derfor måtte politiet ud at evakuere en mindre landsby og et par andre huse, der blev flammernes bytte.

I det hele taget var brandbekæmpelse en risikabel affære i Brčko regionen, da det er et af de steder i Bosnien, hvor der var flest landminer. Så en naturbrand blev ofte akkompagneret af høje drøn fra den “naturlige” form for minerydning. Desværre virkede metoden ikke på alle typer miner, så det var ikke ufarligt at gå uden for vejene.

Brandvæsenet i Brčko manglede ikke kun brandmateriel, de manglede også vand. De skulle nem lig betale fuld pris for det slukningsvand de brugte. Det var ejendommeligt, at de ikke bare kunne hente vandet i den mægtige Sava flod, der udgør grænsen mellem Kroatien og Bosnien. Men det måtte man ikke. Brandvæsenet rådede nu heller ikke over udstyr til at suge an fra åbent vand, så selv om de måtte, kunne det ikke lade sig gøre.

Den danske HB1 delegation. Foto: Henning Arly Jensen.

Brčko Brandvæsens materielle standard blev dog hævet en del, da den franske gendarm Eric Troilloud, der var udstationeret i Brčko via en kontakt i sin hjemby og en del benarbejde fik held til at skaffe byen en god, brugt brandbil.

Den donation havde Henning Arly Jensen i frisk erindring, da han vendte hjem til Herning, og det kom ham for øre, at Herning Brandvæsen havde skiftet sin gamle stigevogn ud med en ny model.

Jeg spurgte ikke nogen i Brčko, om de kunne tænke sig at overtage Hernings gamle stigevogn, for jeg vidste, hvor hårdt de manglede sådan en, og jeg vidste også, at de ville blive skuffede hvis jeg stillede dem en stigevogn i udsigt og så ikke kunne indfri deres forventninger, men jeg søgte prompte om, at få den gamle stige til overdragelse til Brčko Brandvæsen.

Donationen godkendt

Herning Kommune så positivt på Henning Arly Jensens forslag og på et møde den 8. januar 2002 godkendte Beredskabs-kommissionen, at beredskabets gamle stigevogn kunne overdrages til Brčko Brandvæsen.

Søndag den 26. maj 2002 kørte HB1 med et følgekøretøj mod Brčko med en delegation bestående af Hernings beredskabschef Ib Johannesen, brandinspektør Frey Pedersen, brandmand Peter Kristensen, Kriminalassistent Merete Norring og Henning Arly Jensen.

Delegationen nåede den slovenske grænse midt på eftermiddagen mandag den 27. Her blev delegationen udsat for godt gammeldags bureaukrati.

De lokale brandfolk instrueres. Foto: Henning Arly Jensen.

HB1 foran brandstationen. I baggrunden den ”nye” tankvogn. Foto: Henning Arly Jensen.

Brandbilen holdt i banen for busser og blev beordrede til at vende om og køre hen, hvor man toldbehandlede lastbiler. Grænsevagterne kunne ikke overbevises om, at brandbilen ikke var lastet med noget, der skulle deklareres eller fortoldes, så HB1 måtte vendes og køre ca. 7 km tilbage ad motorvejen, før den kunne komme den rigtige vej tilbage.

Delegationen fortsatte gennem Slovenien via Maribor, landets næststørste by, mod den kroatiske grænse.

“Der var der igen problemer”, fortæller Henning Arly Jensen. “Ved grænsen blev vi meget bestemt vist hen på parkeringsarealet af en meget arrig tolder, der henviste os til at få lavet nogle deklarationspapirer i en nærliggende bygning, der rummede kontorer for forskellige speditionsfirmaer. Efter ca. 1/2 times parlamenteren med tre af firmaerne, var der endelig en ung mand fra et fjerde firma, der forbarmede sig over os og lavede et sæt transit-dokumenter. Med en tyk stak papirer i hånden vinkede jeg stigevognen frem, inden jeg gav papirerne til en anden tolder. Han nærmest spruttede af raseri og jog os tilbage igen. For papirerne skulle først kontrolleres og stemples på toldkontoret i en anden bygning!”

Fremme i Brčko

HB1 med følge kørte over broen over Sava floden til Brčko kl. 13 tirsdag den 28. maj efter at have tilbagelagt ca. 2.000 km. Stigevognen blev parkeret på toldområdet, inden der blev vist rundt på brandstationen.

Den danske delegation så også på køretøjerne: Den franske sprøjte og en tankvogn, der kort forinden også var tilgået som donation – og selvfølgelig den gamle stigevogn, der viste sig kun at være 18 år gammel og ikke som først antaget mere end 40 år.

“Så det snyder altså en del, når den er bygget op over et gammelt jugoslavisk FAP-chassis og stigen er en mere eller mindre håndbygget konstruktion af formentlig sovjetisk oprindelse”, forklarer Henning Arly Jensen.

Den officielle overdragelsesceremoni var fastsat til den 29. maj, kl. 1430 foran randstationen. Borgmesteren dukkede dog først op lidt efter kl. 15. Henning Arly Jensen holdt en lille tale foran stigevognen, hvorefter borgmesteren fik overrakt gavedokumentet og nøglerne til HB1.

Efter nogle dage med undervisning i brug af stigen kunne den danske delegation vende hjem til Danmark. Forbindelserne til Brčko holdes ved lige. HB1 kører i Brčko endnu i 2010. Den har haft lidt vrøvl med motoren, men det er ordnet. Om det er med ståltråd, melder historien ikke noget om.

Foto: Henning Arly Jensen

Fakta om stigevognen ex HB1:
Fabrikat	Mercedes-Benz 1113
Motor	Diesel, 130 hk
Opbygning	Magirus 2203 DL 30
Fabrikationsnummer	9661430134/6
Årgang	1970
Første registrering	30. november 1970
Stelnummer	680638
Egenvægt	10.350 kg
Totalvægt	12.000 kg
Maksimale akseltryk	7.900 kg
Kilometerstand (2002)	31.000 km

Øvelse Niels Juel

Af Jakob Kristensen

Foto via Jakob Kristensen

En ualmindeligt våd, kold og blæsende eftermiddag i september blev beredskabet i Københavns Lufthavn i Kastrup testet ved en fuldskalaøvelse med deltagelse af omkring 160 figuranter.

Traditionen tro havde øvelsen navn efter en historisk person. Denne gang var det ”Niels Juel”.

Scenariet for ”Niels Juel” var en MD 87 passagermaskine, der med 125 SOB (souls on board), kom for langt ned under indflyvning og ramte en bygning, inden den styrtede på en mark umiddelbart før landingsbanen. Dele fra flyveren ramte nogle biler og forårsagede et alvorligt færdselsuheld. Der opstod ildløs i bygningen, mens flyveren knækkede i to dele og den forreste del brød i brand.

Lufthavnens øvelsesplads dannede rammen om øvelsens flotte setup, hvor der var ”lagt i ovnen” med en ødelagt flykrop, godt med flammer og figuranter, der var sminket på meget realistisk vis.

Foto via Jakob Kristensen

Naturligvis var Panther-crashtenderne fra Københavns Lufthavns Brand og Redning først fremme.

De imponerede ved deres blotte tilstedeværelse og endnu mere da de tydeligt viste, at de kraftige flammer ikke var nogen udfordring for dem.

Udover Københavns Lufthavns Brand og Redning deltog bl.a. Tårnby Brandvæsen, Københavns Brandvæsen, Falck, Beredskabsstyrelsen, Politiet, Hjemmeværnet og Sundhedsberedskabet i øvelsen.

Fotos via Jakob Kristensen

Øvelsen forløb fint og der kom hurtigt struktur på skadestedet. Der var naturligvis lærepunkter, men generelt kunne det (endnu engang) konstateres, at planerne for flyulykker i Københavns Lufthavn virker.

Øvelsen var den første lufthavnsøvelse, der blev afholdt med anvendelsen af SINE, det Tetrabaserede kom-munikationsnet. Umiddelbart fungerede kommunikationen fint og selvom der var meget kommunikation var der stadig masser af kapacitet på masterne.

COP 15, del 2

Af Henning Svensson

Som lovet i et tidligere nummer af VMF ville der komme en artikel om det danske politis indsats under COP15, der som bekendt blev afviklet fra den 7. til den 19. december 2009 i Bella Centret og hvor 192 lande deltog.

COP15 var den største politiopgave nogensinde i Danmark. Alt var sat ind for at forhindre ballade. Politiet havde op til COP15 fået en del nye vogne.

En ”brand- og rydningsvogn” (Vi andre ville kalde den en vandkanon), en lille brandvogn (Tank og slukningsanlæg), nye vogne til teknisk tjeneste, to mandskabs busser, en Lima vogn af hollændertype og en hollændervogn med videoudstyr til dokumentation.

Hjalp det så noget med alt det nye udstyr? Måske, måske ikke. I løbet af de 13 dage som COP15 skulle vare, havde man fra udlandet lovet en masse ballade i forbindelse med demonstrationer. Her er en kort beskrivelse af de mest omtalte aktioner.

Fredag den 11. december startede der en demo fra Nytorv med parolen ”Our climate – not your business”. Målet var at ramme 15 mål rundt omkring i indre by. Alle 15 mål var kendt via flyers, som var delt ud. F.eks. McDonald’s, Dansk Byggeri, Dan Forestry, Hopenhagen (messe på rådhuspladsen), Shell, Mærsk, m.m. Et af målene var også Dansk Industris store messe i Forum ”Bright Greeen Xpo”.

Efter en del katten efter musen jagt rundt i byen gik demotoget mod Forum, som var dækket af store politistyrker. Her kom det til lidt tumult, dog i den lille skala. Herfra prøvede man så via Dronning Louises bro at komme ind til indre by igen. Men her lukkede politiet broen af og sendte alle tilbage og hjem.

Dagen endte med 64 anholdte.

Lørdag den 12. december var der indkaldt til stor demo, hvor alle kunne deltage. Turen skulle gå fra Christiansborgs slotsplads til Bella Center.

Antallet af deltagere svingede mellem 50.000 og 100.000.

Kort efter start blev der smadret ruder i Børsen og ved Udenrigsministeriets bygninger blev der affyret knaldfyrværkeri og kastet med sten.

Gruppen som stod for balladen, var den såkaldte sorte blok, som sluttede optoget, alle klædt i sort.

Sidste del af optoget var lige kommet ind på Amagerbrogade da politiet valgte at slå til.

Fra sidegade kom hollændervogne og betjente ud og delte demonstrationsoptoget i to dele.

Alle som var på den forkerte side blev anholdt.

Efterfølgende var vi vidner til et af de største politiflop under COP15 mødet.

Folk sad flere timer i futtog på jorden og frøs, ingen toiletbesøg. Mængden af anholdte var overraskende stor, så der måtte lånes HT busser.

905 personer blev anholdt og ført til Klimafængslet på Retortvej i Valby.

Trods dette flop, forløb resten af demonstrationen uden ballade.

Søndag den 13. december startede en uanmeldt demonstration fra Trianglen. Under parolen ”Hit the Production” gik omkring 300 mennesker mod Nordhavn. Målet var at lave blokader foran diverse Industrifirmaer.

Lige efter Østerport valgte politiet at erklære demonstrationen ulovlig og anholde alle.

Man havde bl.a. fundet kasteskyts i den af demonstranterne medbragte højtalervogn.

Klog af skade havde politiet skaffet liggeunderlag som de anholdte kunne sidde på. Transporten af anholdte forløb også perfekt. 257 blev anholdt.

Mandag 14. december gik en demonstration fra Israel plads mod Christiansborg. Her gik der lige pludselig sport i at få fat i CO2 globus, som var placeret foran Christiansborg for at spille bold med den. I samme forbindelse ville man storme Forsvarsministeriet.

Her valgte politiet den bløde fremgangsmåde. Optoget blev pænt ført i retningen af Christianshavn, og man undgik sammenstød. 17 anholdte.

Tirsdag 15. december blev der efter en fest tændt bål og lavet barrikader ved Christiania. Her slog politiet til med fuld styrke og 194 blev anholdt. I samme forbindelse blev Brand- & Rydnings køretøjet set i aktion. Der blev slukket bål og ryddet gader. Den levede op sig betegnelse!

Onsdag 16. december afgik en demonstration fra Tårnby med retning mod Bella Centret. Målet var at bryde gennem afspærringerne og komme ind til mødet i Bella Center.

Flere gange prøvede man at presse hegnet ned, samt forcere kanalen på luftmadrasser. Her kom det til sammenstød, hvor der blev brugt stave og peberspray.

Heldigvis gik det hele i sig selv igen, og optoget gik i god ro og orden ind til Axeltorv hvor der efterfølgende blev serveret suppe i DGI-byen. Cirka 250 anholdte.

Så kom der sne og kulde og det lagde en dæmper på demonstrationer og lignende optøjer. Ingen sammenstød under resten af COP15.

Nu fik politiet en ny udfordring. For at kunne dække alle de eskorter, som skulle fragte gæster rundt i byen, var alle Danmarks MC’er samlet.

Som alle ved, er motorcykler og sne en farlig cocktail. Man måtte derfor til Sverige og låne 45 patruljevogne.

Torsdag 17. december lykkedes det for fire Greenpeace aktivister fra hhv. Holland, Norge, Spanien og Schweiz, ved hjælp af falske nummerplader og lidt held, at komme igennem samtlige sikkerhedskontroller ind til dronningens officielle gallamiddag, som blev afholdt på Christiansborg.

Her fik de på direkte tv trukket to bannere frem med teksten ”Politicians talk leaders act”. Det er vist, hvad man kan kalde en sikkerhedsbrøler.

Ser man bort fra masseanholdelsen og Greenpeace aktionen, så gik det hele godt, vi undgik de voldelige sammenstød, som havde præget andre topmøder af samme type. Hvem husker ikke tv-klip fra Sverige, Canada og Italien?

København overlevede i fin stil.

London fem år efter

Tekst og foto af Henning Svensson

Gæt en by…

Så blev det igen ferietid, og alle i familien kunne blive enige om, at London var vores rejsemål i 2010.

Så er vi tilbage igen. 5 år siden vi sidst var her. Et besøg vi alle stadig husker tydeligt. Tænk at stå midt i en storby som bliver ramt af fem terrorbomber. Har det så ændret dagligdagen i London?

Svaret er heldigvis nej. Alt i dagligdagen bærer præg af, at ”the show must go on”. På dagen den 7/7 blev der holdt små mindehøjtideligheder til minde om dem, som blev dræbt.

På alle de berørte steder holdt man 2 minutters stilhed.

En lille historie, som viser, at skrækken ikke styrer London, var da vi skulle med metro fra Camden til Victoria Station. Det meste af køreturen stod vi alle fire og så på en herreløs kuffert, og ikke en eneste i kupéen gjorde noget stort nummer ud af den.

Her er lidt blandede billeder fra turen

Turen går til Oslo

Tekst og foto af Henning Svensson

2010 var knap nok blevet skudt rigtig i gang, før bestyrelsen gik i gang med at finde en god måde at fejre vores 10-års jubilæum på. Mange bolde var i spil, men vi blev hurtigt enige om, at turen skulle gå til Oslo.

Næste spørgsmål var hvordan og hvad skulle der ske. Efter et par heftige timer med internet, prislister og regnemaskiner, blev vi enige om at en sejltur med Oslo færgen ville være perfekt. Det ville kun give os 7 timer i Oslo og vi ville kun nå at se 2 brandstationer. Færgen frem/tilbage samt et par dage i Oslo ville simpelt hen blive for dyrt. Så det endte med følgende. Fly frem og tilbage og tre overnatninger.

Prislejet for sådan en tur blev mellem 1750 kr. og 3450 kr. Oven i den pris skulle lægges mad- og lommepenge.

Alt i alt tilmeldte fem personer sig turen, fire fra Sjælland og en som selv kørte fra Jylland. Desværre ikke mange, men vi besluttede alligevel at gennemføre turen.

Oslo Kommune Brann- og redningsetaten (OBRE) har 8 stationer fordelt rundt i hele kommunen og vi havde et ønske om at få lov til at set de fleste. Ved et lykketræf kom Jesper i kontakt med lederen af Brannmuseet Oslo, Trond Flaarud.

Trond var med på ideen og ville se hvad han kunne gøre. Kort tid efter første kontakt fik vi en indbydelse fra brandchefen i Oslo.

Torsdag morgen den 23/9 mødtes vi fire fra Sjælland i Kastrup lufthavn. Vi var alle spændte på programmet. Vi havde et par ideer, men planlægningen lå 100% i Oslo.

Da vi landede i Oslo, stod Allan og Trond i ankomsthallen og ventede på os. Til transport under besøget havde man stillet en brandminibus til rådighed.

Lige over for brandstationen lå en ambulancestation med en akutlægehelikopter, og den skulle vi også lige se.

Vi fik hurtig fat på en mand, som fik åbnet døren til den ene hangar og tænk, der stod også en akutlægehelikopter, ok en til at dække hele Sjælland, her to til hele Oslo, stort, men inden vi havde fået samlet vores tanker, fik vi fremvist den sidste hangar, og der stod også en. Tænk tre stk. samlet under samme tag.

Herfra gik turen til station 5 Grorud (1973) som lå gemt ude i nowhere. Godt vi havde en stedkendt med, ellers havde vi aldrig fundet den.

Sidste station den dag var station 3 Sagene, som ligger midt i Oslo. Stationen er fra 1915, men den blev total renoveret i 2009 så alt var nyt, smart og flot.

Nu var det slut med brandbesøg, men dagens oplevelser var endnu ikke overstået. I Oslo holder man en gang om året en lygtefest, hvor man langs Oslos Akerselva sætter fyrfadslys op for hver 15 meter, langs hele ruten er der underholdning, og det er et tilløbsstykke.

Vi spiste aftensmad hjemme på vores hotel, og efterfølgende mødtes vi med Trond på et lille listigt sted, hvor der var øl og quiz aften. Havde vi stillet op som hold, havde vi nok løbet med førstepladsen den dag. Efter en lang og hyggelig gåtur tog vi hjem og sov.

Efter en gang morgenmad til en pris som svarede til en lille ejerlejlighed i København, gik vi til station 9 Hovedbrandstationen, hvor vi skulle mødes med Trond.

Hovedbrandstationen er fra 1941 og ligger midt i et smørhul mellem veje og under broer. Her fik vi fremvist alt, hvad der var hjemme. Desværre var begge pionervogne ude at køre.

Her oplevede vi også den store forskel på dansk og norsk. På stationen holdt en kommandobus med en masse blå blink i frontruden, som vi godt ville se i funktion.

Vi fandt en chauffør og spurgte, om han ikke kunne tænde de blå blink? Efter et stykke tid med store eftertænksomme øjne udbrød han nåååh blålys!

Desværre var det ikke muligt at komme på en politistation, men som et plaster på såret havde man fremskaffet en politivogn, vi kunne se på.

Vores næste station var havnestationen 7 (2010), som bestod at to containere ude i havneområdet. På vej derud blev vi overhalet af en akutlægevogn med udrykning.

Da vi nåede til havneområdet holdt den og ventede på os. Den var blevet kaldt ud til havnestationen og vidste ikke, hvor den lå, og de regnede med at vi kunne vise vej. Desværre var vi ikke til nogen hjælp, da vi heller ikke kunne finde stationen. Dog fandt både vi og akutlægen stationen kort tid efter. Stationen er døgnbemandet med to mand, og det må være mænd gjort af et bestemt stof. Det var nemlig langt, langt ude.

Herud lå også et par både fra havnevæsnet samt to hurtige gummibåde som tilhørte Oslo Beredskabspoliti.

Herfra gik turen mod station 8 Kastellet (1928). På vej derud fik Trond besked fra alarmcentralen, at stationens sprøjte var ude at køre og muligvis ikke kom tilbage lige med det samme.

En service som fulgte os hele vejen rundt. Så vi måtte nøjes med garagebilleder. Stationen lignede en tro kopi af en tysk modelbrandstation.

På vej mod næste besøgssted fik vi kontakt med sprøjten fra Kastellet, og det endte med at alle vognene blev kørt ud af en flink brandmand i bløde sko og skjorte, og det var på trods af, at regnen stod ned i tove.

Vores næste besøg var station 6 Bryn (1927). Her spiste vi frokost, og for vores skyld udskød man en opgave, 10 minutter, så vi kunne nå at få billeder af sprøjten. Vi havde lige fået taget vores billeder, da hele stationen blev slået ud.

Næstsidste station den dag var 1 Briskeby (1963), som dækker indre by. Det er også her, alarmcentralen 110 holder til. I Norge har man tre alarmnumre, 110 Brand, 112 Politi og 113 Ambulance.

Så i Norge ringer man til det, man har mest behov for. Alarmcentralen har så efterfølgende pligt til at kontakte de andre aktører, hvis der er behov for assistance.

Sidste station var Smedstad 2 (1953), som foruden brandberedskabet også husede en ambulancestation samt brandvæsnets værksted. Museumsforeningen havde også en stige stående der. Også her fik vi lov til at opleve en brandudrykning.

På vej hjem mod hotellet fik vi besked om, at de to manglende pionervogne var på vej mod Hovedbrandstationen, så vi slog lige et smut forbi og fik set dem før vi blev kørt hjem.

Om aftenen var vi ude at spise på en restaurant, der lå midt på Oslos hovedstrøg, og her fik vi virkelig Norges prisleje at mærke. En middag med dessert samt en enkelt øl kostede spidsen af en jetjager (800 nok).

Så blev det lørdag, og vi havde kun tre mål, Oslo Brandmuseum, festmiddag samt et åbent hus-arrangement på station Grorud. I Norge holder man en gang om året i alle kommuner åbent hus på en brandstation. Man kalder det agent 110, og det går ud på at lære børn hvad de skal gøre i forbindelse med brand. Men også alt hvad man kan.

Før vi blev afhentet, gik vi en tur i havnen og fik en rundtur på Oslos nye operahus, som lå 300 m. fra vores hotel. Hotellet lå midt i Oslos Red Light District med udsigt til et metadon-udleveringssted, hvor vi på et tidspunkt talte 11 personer, som stod i kø og ventede på dagens ration. Hotellet bestod af fire etager med cirka 20 lejligheder på hver. Til hver etage var der to toiletter. Fem baderum dækkede hele hotellet, så det var ikke de bedste forhold, men vi overlevede alle.

Oslo Brandmuseum holder til i en nedlagt brandstation (1866), hvor de har rådighed over en garage i hovedbygningen samt et par lokaler i tre baghuse. Museets største ønske er at overtage hele stationen, men da foreningen ikke tjener penge, og det er kommunen, som giver støtte, har man besluttet at leje alle de ledige lokaler ud til en kaffebar. Lidt trist at høre, men som alle andre steder er pengenes magt størst.

Efter besøget kørte vi ud til åben hus arrangementet, og her blev vi behandlet som VIP’er. F.eks. fik Allan som den eneste af alle fremmødte lov til at stå på ladet af pionervognen og tage billeder.

Under showet fik vi lejlighed til at se en brandslukning samt en kæderedning. Kæderedning går ud på at trække bilen så meget væk fra den fastklemte ved hjælp af kæder mellem to vogne, at personen kan trækkes ud af ambulancepersonalet. Fra alarmen gik til personen var ude gik, der kun 8 minutter og det var på trods, af at de kun var tre brandfolk om det.

Efter besøget gik turen hjem, og vi havde et par timer for os selv før vi skulle ud at spise med Trond og to andre fra museet. I den periode fik vi set lidt af Oslos gamle bydel.

Vores festmiddag blev afholdt på en lækker bøf restaurant, og vi blev hurtigt enige om, at DSfB dækkede regningen med 5.100 NOK og Oslo Brandmuseum dækkede resten. Efter en super lækker middag, hvor intet manglede, og hvor alle fik hvad de kunne spise og drikke, kom regningen og gæt hvad den var på. 5.076 NOK, så middagen var for vores regning!

Næste morgen skulle der løbes Oslo Maraton, så det var ikke muligt at hente os ved hotellet. Derfor blev enige om at mødes med Trond ved Hovedbrandstationen. Herfra blev vi kørt til lufthavnen.

Her fik vi sagt pænt farvel og tak til Trond for en super Oslo tur. Trist der ikke var flere, som kunne være med.

Vi besøgte i alt 13 steder.

Jeg personligt fik taget billeder af: 3 helikoptere, 12 både (brand-politi-told),7 køretøjer tilknyttet museet, 8 ambulancer/læger, 5 politivogne, 10 lufthavns køretøjer, 4 militærkøretøjer og 60 brand/lignende.

På gensyn i Vi melder fra! Nr. 25