Vi melder fra! Nr. 28, 2012

Vi melder fra!

Medlemsblad for Dansk Selskab for Brandkøretøjer

Forsiden

Udrykningsvogn på Chevrolet Silverado 2.0. Foto: Jespoer Lind Arpe

Færøerne – kort fortalt

Af Jesper Lind Arpe

Det er med stor fornøjelse at redaktionen udgiver dette temablad. Vi mener, at sådanne temablade er et godt supplement til hvad der ellers udgives – de giver mulighed for lidt mere fordybelse, og da Vi melder fra! jo ikke er et decideret nyhedsblad, så passer det fint en gang imellem at hellige sig et bestemt tema. Alt stof i dette blad har således relation til beredskabet på Færøerne – den lille vindblæste øgruppe i nordatlanten, omtrent midt mellem Island, Norge og Skotland.

Færøerne er en selvstyrende provins i det Danske Rige. Foruden deres parlament, Lagtinget, vælger færingerne som bekendt også 2 medlemmer til det danske folketing. Færingerne har deres eget sprog, som er nært beslægtet med islandsk, men udover færøsk er også dansk et officielt sprog på Færøerne, og stort set enhver færing både taler og forstår dansk. Valutaen er den færøske króna, som dog i praksis er identisk med den danske krone. Der findes færøske pengesedler, men kun danske mønter, og valutakoden er DKK ligesom den danske krone. Politi og forsvar hører under de tilsvarende danske instanser og generelt har Færøerne meget tætte bånd til Danmark på praktisk talt alle områder.

Færøerne udgør i alt 1399 km² (til sammenligning: Lolland 1240 km²) og består af 18 klippeøer, hvoraf 17 er beboede. Hovedstaden Tórshavn – eller bare “Havn” som færingerne kalder byen – ligger på den største ø, Streymoy, og har ca. 19.000 indbyggere. På Færøerne bor der i alt ca. 49.000 mennesker – og mindst dobbelt så mange får… Hovederhvervet er dog fiskeri, som tegner sig for ca. 95 % af landets eksport.

Politisk og administrativt er Færøerne opdelt i et antal kommuner. Det er lidt vanskeligt at angive det præcise antal, fordi landet er midt i en længerevarende proces, der i sidste ende skal bringe antallet af kommuner ned på 7. I 2005 var man nået ned på 34 kommuner – i dag er der små 30 kommuner.

Som gæst fra et lavland som Danmark vil de fleste finde den færøske natur utrolig imponerende – høje græs- og mosbeklædte fjelde, næsten lodrette klippevægge med store fuglekolonier, dybe fjorde med klart, blåt vand. Langs klippesiderne løber landevejene mellem talrige små bygder med få hundrede indbyggere og små huse i et væld af forskellige farver. Nogle af bygderne er med tiden vokset op ad fjeldskråningerne og vejene ligger i dag nærmest som hylder på en reol – bygden Vestmanna er måske et af de bedste eksempler, oven i købet “kronet” med en brandstation på øverste hylde… (se foto)

På de følgende sider vil vi prøve at give et indtryk af det færøske beredskab med hovedvægten på brandvæsenerne, men også andre aktører på beredskabsområdet skal omtales lidt nærmere.

Jeg vil gerne på dette sted rette en stor tak til alle dem, der har hjulpet med at arrangere besøg, rangere køretøjer rundt samt ikke mindst kontrollere de faktuelle oplysningers rigtighed. En særlig tak skal lyde til Kristjan Eiriksson og brandchef Kartní Jacobsen, Tórshavnar Sløkkilid, brandchef Sunleiv Højgaard, Skálafjardar Sløkkilid, brandchef Finn Hansen, Klaksvíkar Sløkkilid og Martin Pedersen, Brand og Teknik Ringe – uden deres hjælp var der næppe noget temablad om Færøernes beredskab.

Foto Jesper Lind Arpe

Færøsk brandvæsen

Af Jesper Lind Arpe

Ligesom i Danmark er brandvæsenerne et anliggende for de færøske kommuner, som er forpligtet til at have et forsvarligt beredskab. Men de befolkningsmæssige, administrative og ikke mindst geografiske vilkår sætter deres præg på brandvæsenerne. På den ene side er det jo et ø-samfund, hvor man er vant til at skulle klare sig selv – dette kunne tale for en vis overdimensionering af brandvæsenerne i de enkelte områder. På den anden side har samfundet også nogle andre grundvilkår, som også brandvæsenerne må underlægge sig:

Historisk set har nærmest hver bygd udgjort en selvstændig kommune. Reformer har gradvist reduceret antallet af kommuner, men stadig i dag består Færøerne af ca. 30 kommuner, hvoraf 18 har under 1.000 indbyggere og kun 3 har mere end 2.000 indbyggere. I sådanne små lokalsamfund er befolkningsgrundlaget reelt utilstrækkeligt til at opretholde et egentligt brandvæsen. Mange af indbyggerne er fiskere og sømænd, der jævnligt er på langfart, der er stort set ingen mulighed for at opbygge rutine i brand- og redningsarbejde pga. de meget få indsatser, og der er ikke økonomi til store armbevægelser i de små kommuner. Derfor har de fleste bygder historisk klaret sig med en såkaldt stedlig, frivillig beredskabsstyrke med pumpe- og slangemateriel – nogle steder i form af en påhængssprøjte, andre steder i form af en almindelig trailer med bærbar pumpe, slanger m.v.

Efterhånden som flere små kommuner er lagt sammen, er der opstået egentlige brandvæsener typisk med et enkelt motorkøretøj. Andre steder er flere af de små kommuner gået sammen om at etablere et fælles brandvæsen, således, at der skabes grundlag for at drive et brandvæsen med en vis slagkraft.

Hvad enten der er tale om sammenlagte kommuner eller samarbejdende kommuner er strategien den samme: Man har placeret brandstationen i den bygd, hvor muligheden for at hverve brandfolk er størst, og ganske vist bliver der derved længere til de øvrige bygder, men til gengæld er der basis for at indsætte en egentlig automobilsprøjte med mandskabskabine, røgdykkerapparater, pumpe, vandtank, slangemateriel, stiger, redningsudstyr m.v. Dette er en udvikling man også for mange år siden oplevede i Danmark.

Mandskab og udkald

I Tórshavn er der enkelte brandfolk, der som hovederhverv er ansat i brandvæsenet i forskellige funktioner, ved siden af at de frivilligt kører som tilkaldebrandfolk. Derudover er alle andre brandfolk på Færøerne frivillige med et andet hovederhverv – de får betaling for at deltage i de 12 pligtige årlige øvelser og for hvert udkald, men derudover får de ingen løn. Derfor er der også økonomi til at have relativt mange folk tilknyttet brandvæsenerne, hvilket også er nødvendigt, fordi en stor del af dem har fiskeri og søfart som hovederhverv, hvorfor man ikke altid kan regne med at råde over dem til brand og redning.

Et andet fælles træk for alle brandstationer, undtaget hovedstationen i Tórshavn, er, at udkald foregår via mobiltelefon. Fra politiets alarmcentral sendes et særligt signal til de brandfolk, som skal kaldes ud. De skal så kvittere ved at meddele – igen via besked på mobiltelefonen – om de kommer eller ikke kommer. Derved får politiet en indikation af, om der er tilstrækkeligt med folk til rådighed for udrykningen eller om der skal rekvireres assistance fra andre stationer.

Idet kommunerne stadig er relativt små enheder, er det kun få steder man har en fuldtidsansat brandchef – det er faktisk kun i Tórshavn, i Klaksvík og i det fælleskommunale brandvæsen for kommunerne omkring Skålefjorden (Skálafjardar Sløkkilid). I alle andre kommuner varetager brandchefen også andre kommunale opgaver eller har et civilt erhverv og er kun brandchef på deltid. I disse kommuner får brandchefen honorar for at lede brandvæsenet, planlægge øvelser, vedligeholde materiellet osv. Dette honorar er så udover den betaling han får for udkald og øvelsesdeltagelse.

Uddannelse

Indtil for få år siden blev alle brandmænd uddannet i Danmark – brandmandsuddannelsen på de forskellige danske brandskoler og holdleder- hhv. indsatslederuddannelsen på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev. Men i 2006 blev der taget initiativ til oprettelse af en færøsk brandskole og en færøsk brandmandsuddannelse.

I forhold til den danske brandmandsuddannelse er den færøske kortet ned til 80 timers undervisning – lektionerne er mere komprimerede og dele af uddannelsen er taget ud (der er f.eks. ingen jernbane på Færøerne).

Nogle brandfolk vælger stadig at tage uddannelsen i Danmark, fordi den derved også kan bruges ved danske brandvæsener, mens andre brandfolk vælger den færøske uddannelse, som altså ikke kan bruges i Danmark uden videre.

Brandmandsuddannelsen foregår i bygden Vid Air mellem Tórshavn og Klaksvík. Her har man indrettet en brandskole med brandhus, oliekar m.v. på en nedlagt hvalstation, hvor man tidligere halede hvaler op på land og parterede dem. Brandskolen råder over en ældre A-sprøjte, nemlig en MB 1113 med Bachert-opbygning. Bilen blev indsat i 1974 på brandstationen i Skáli i det dengang nystartede fælleskommunale brandvæsen Skálafjardar Sløkkilid.

Holdleder- og indsatslederuddannelsen skal fortsat tages hos Beredskabsstyrelsen i Danmark.

Klaksvíkar Sløkkilid

Klaksvík er Færøernes næststørste by og kommune med sine ca. 4.800 indbyggere. Brandvæsenet dækker både egen kommune og 4 andre småkommuner. Slukningsdistriktet har omtrent 5.800 indbyggere og dækker i alt 5 af de 6 nordlige øer – kun Fugloy med sine 39 indbyggere (1. jan. 2010) er ikke dækket af Klaksvíkar Sløkkilid.  Brandvæsenet har tre brandstationer – hovedstationen i Klaksvík samt hjælpestationer i Vidareidi og på Svinoy.

På hovedstationen er der udover brandchef Finn Hansen tilknyttet 16 brandfolk. De råder over 2 sprøjter – en Scania/Autokaross indkøbt via Hauberg Technique, og en Volvo, som er overtaget fra Klaksvíks venskabsby Odense. Desuden står der på stationen en Magirus Deutz drejestige (se andetsteds i bladet), en Scania vandtankvogn, en VW Transporter mandskabsvogn samt diverse miljøtrailere og en båd i det nærliggende havnebassin.

Hjælpestationen i Vidareidi (8 mand) har arvet en MB/Meisner-Jensen-sprøjte, årgang 1986, fra hovedstationen, og på Svinoy består beredskabet af en Toyota Landcruiser førstehjælpssprøjte med vandtank. I Vidareidi er der også henstillet bl.a. en nu udgået Bedford-sprøjte årgang 1959. Det var den første brandbil i Klaksvík, hvor den blev sat i drift i 1968. Bedford’en er en tidligere militærbil, men det er ikke lykkedes redaktionen at opklare dens oprindelse. Hvis du, kære læser, ligger inde med informationer, hører vi meget gerne herom.

Skálafjardar Sløkkilid

Det tredjestørste brandvæsen på Færøerne er Skálafjardar, som er en fælleskommunal organisation, der dækker kommunerne Runavík (3.800 indb.), Nes og Sjóvar. I alt har slukningsdistriktet lige godt 6.000 indbyggere. Brandvæsenet blev oprettet i 1974 især pga. skibsværftet i bygden Skáli i Sjóvar Kommuna. Man etablerede en brandstation i Skáli og indkøbte via Meisner-Jensen i Danmark en MB 1113-sprøjte med Bachert-opbygning.

Runavík, på den anden side af fjorden, var dengang en lille bygd. I 1978 stationerede brandvæsenet en udrykningsvogn med bærbar pumpe og slanger – opbygget i en Toyota Dyna varevogn (fabr.nr. 19!) – i Runavík. Men med årene skiftede magtbalancen omkring fjorden – skibsværftets produktion faldt, arbejdspladserne forsvandt og efterhånden blev Runavík hovedbyen.

I dag har Skálafjardar Sløkkilid 4 egentlige brandstationer. I Runavík står der – udover en let pionervogn på VW T5 leveret af Brand og Teknik Ringe – også en A-sprøjte, der som type vækker minder mange steder i Danmark. Runavík har en af de allersidste H. F. Nielsen-sprøjter opbygget på det lille MAN-VW-chassis 9.136, årgang 1988. Samme år kom de første sprøjter på den faceliftede, lidt kraftigere udgave 9.150 hhv. 10.150 i Danmark.

Dyna’en eksisterer endnu. Den frister i dag en tilværelse som udrykningsvogn med pumpe på den lille hjælpestation i Oyndarfjørdur.

Stationen i Skáli er i dag udrustet med en mindre udrykningsvogn, VW T4, og en moderne sprøjte, Scania 124C 420 fra Ringe Karrosseri, årgang 2004/2005, med 3.800 liter vandtank. Den nærliggende hjælpestation Strendur (5 mand) må nøjes med en veludrustet udrykningsvogn Toyota HiAce.

Skáli A-sprøjte, Scania 124C240, Ringe Karosseri, 2004/2005. Foto Jesper Lind Arpe

Udover de 4 brandstationer har Skálafjardar Sløkkilid faktisk yderligere en lille station i bygden Funningur, hvor der bare står en trailer oppakket med brandmateriel og endelig opbevares brandmateriel på skolerne i henholdsvis Elduvik og Funningsfjørdur. I Funningur er der tilknyttet 3 mand til den lille brandstation.

Station Funningur og stationens Brenderup-trailer. Foto Jesper Lind Arpe

Fuglafjardar Sløkkilid

Som en lille enklave omkranset af havet og af Skálafjardar Sløkkilids område ligger kommunen Fuglafjørdur, som har et selvstændigt brandvæsen for sine ca. 1.500 borgere. Fuglafjardar Sløkkilid har en særdeles broget samling af brandkøretøjer: Brandchefens indsatsledervogn er en stor brunmetallic-lakeret Ford F-350 Super Duty med “læderstue” og Cobra-skæreslukker. Bilen er oprindeligt bygget til et islandsk brandvæsen, men pga. krisen skulle bestilleren alligevel ikke have den – og så slog man til i Fuglefjord.

Sprøjten er en brugt Volvo F12, årgang 1989, opbygget hos Lerum Tankproduktion AB i Sverige og har kørt i Holland. Stigen er omtalt andetsteds i bladet. Vandtankvognen er en Scania med fortid som oliebil i Tórshavn, hvor det lokale brandvæsen købte og ombyggede den til brandkøretøj. I forbindelse med at Tórshavn fik fabriksnye tankvogne fra Ringe solgte man Scania’en til Fuglafjørdur. I skrivende stund er der indkøbt en anden brugt Scania-olievogn, hvor tanken skal flyttes over på brandbilen i stedet for den gamle. Derudover råder brandvæsenet i Fuglafjørdur over en hvid Ford/Tristar-ambulance, der er indrettet som pionervogn, en båd og en ældre Toyota Landcruiser FJ45 førstehjælpssprøjte med pumpe og vandtank – Toyota’en er dog ikke i drift længere.

Sløkkilidid í Eystur Kommuna

Midt mellem Skálafjardar og Klaksvíkar brandvæsen ligger Eystur Kommuna med 2.000 indbyggere. Her har man 2 brandstationer – en i Gøta og en i Leirvik. I Gøta holder en hollandsk opbygget sprøjte på MB 1219, som er kommet til Færøerne med beredskabschefen i Albertslund Kommune Peter Séloys hjælp. Peter Séloy er selv færing og tidligere brandchef i Tórshavn.

I Leirvik holder dels en Rosenbauer AT2 opbygget på MAN LE 14.280 i 2006 og dels en islandsk opbygget udrykningsvogn med dobbeltkabine indrettet i en Chevrolet Silverado årgang 1987. Brandchefen Sørin Djurhuus er selv kørende i en Opel Frontera indsatsledervogn, der kom fra Mariagerfjord Kommune (tidligere Hobro Kommune).

4 mindre brandvæsener omkring Vestmannasund og på øen Vágar

Omkring Vestmannasund ligger 4 mindre kommuner, som har et tæt samarbejde. På østsiden ligger kommunerne Vestmanna og Kvívík med hhv. ca. 1.200 og 600 indbyggere. På vestsiden af sundet – dvs. på øen Vágar – ligger kommunerne Vága og Sørvágs med hhv. ca. 2.000 og 1.200 indbyggere.

Indtil 2002 var øerne Streymoy og Vágar alene forbundet med færgetrafik mellem Vestmanna og Oyrargjógv. Dette var en særdeles vigtig overfart fordi den forbandt hovedparten af Færøerne med landets eneste lufthavn, der ligger på øen Vágar. I dag er øerne forbundet med den 4,9 km lange undersøiske betalingstunnel “Vágatunnillin”.

De 4 små kommuner har hver deres brandvæsen, som samarbejder om især øvelsesaktiviteter, hvor de også ofte har lufthavnens brandvæsen med. Brandstationerne ligger i Vestmanna, Kvívík, Midvágur og Sørvágur.

I Sørvágur har man indtil 2006 klaret sig med en ældre Toyota HiAce-varevogn med bærbar pumpe m.v. Men i 2006 fik man Færøernes første Rosenbauer AT2 på Volvo-chassis – næsten samme type som Tórshavn året efter fik 2 af. Mandskabet består af deltids-brandchefen og 15 mand. Brandstationen er blot en garage på den lille kommunes materielgård, hvor der knapt er plads til det hele. Derfor har man sammen med den lokale bjærgningsforening (læs mere om bjærgningsforeninger andetsteds i bladet) købt en eksisterende bygning, der i dag ligger i lufthavnen og bruges som lager for flyselskabet Atlantic Airways. I forbindelse med opførelse af en helt ny terminal i lufthavnen skal bygningen rives ned, og nu er det så planen at genopføre den uden for lufthavnen til brug for brandvæsenet og bjærgningsforeningen.

I Midvágur Kommuna er man lidt længere fremme: Her har man allerede bofællesskab med den lokale bjærgningsforening, ligesom også øens ambulanceberedskab, der er udstationeret fra Landssygehuset i Tórshavn, holder til i garagebygningen på havnen i Giljanes. Brandvæsenet har tilknyttet 15 mand udover brandchefen, der er på deltid og løser andre kommunale opgaver i resten af arbejdstiden.

Midvágur har en for færøske forhold meget typisk A-sprøjte. Den er opbygget på et Ford F-550 Super Duty chassis med dobbeltkabine. Opbygningen er foretaget i 2002/2003 af Ringe Karrosseri og for at skaffe plads til 3 mand på bagsædet er kabinen kilet ud i bredden. Flere andre brandstationer på Færøerne har sådanne, mindre sprøjter på Ford F-chassis, men de fleste andre er bygget i Island, hvor man også gør flittigt brug af den type køretøjer i de mindre byer.

Et eksempel på en “islænding” er sprøjten i Kvívík, som er opbygget i 2001 af MT Biler i Island. Den er leveret i 2002 til brandvæsenet i Kvívík og indeholder bl.a. en 2000 liter vandtank, 98 liter skumvæsketank, Ziegler høj-/lavtryks-pumpe og en kabine til 1+4 mand. Brandstationen i Vestmanna har et lignende køretøj, årgang 2000, som ligeledes kom til Færøerne i 2002.

I Kvívík er der udover en deltidsansat brandchef 15 brandfolk, mens man i Vestmanna er 17 mand udover den ligeledes deltidsansatte brandchef. Begge brandchefer er i øvrigt også brandmænd i Vága Floghavn – Færøernes lufthavn. Udover sprøjten og den andetsteds i bladet omtalte stige råder man i Vestmanna også over et kombineret mandskabs-, sluknings- og pionerkøretøj. Det er indrettet i en lang MB Sprinter fra 2008, opbygget i Island. I mandskabskabinen er der plads til 6 mand udover de 2 foran, og i materielrummet bagtil findes både Holmatro frigørelsesudstyr, en bærbar lavtrykspumpe, slanger og andet materiel.

Vága Floghavn – Færøernes lufthavn

Af Jesper Lind Arpe

I 1941 foretog det britiske flyvevåben flyvninger omkring Færøerne for at finde et passende sted at anlægge en landingsbane, fordi englænderne havde brug for en base i den nordlige del af Atlanterhavet. Det var ikke nogen helt let opgave, da de fleste steder på Færøerne er ret uegnede. Men valget faldt på et område mellem Færøernes største sø – Sørvágsvatn – og sundet mellem øerne Vága og Mykines. Indtil den nye landingsbane stod færdig landede briterne med vandflyvemaskiner på Sørvágsvatn, og i efteråret 1942 stod den nye landingsbane klar til at modtage det første fly.

Ved 2. verdenskrigs afslutning forlod briterne igen Færøerne og flyvepladsen på øen Vága lå ubenyttet hen indtil 1963, hvor et par driftige lokale folk i samarbejde med Icelandair fik genåbnet flyvepladsen i civilt regi.

Flytrafikken blev gradvist øget, ikke mindst med etableringen af det nationale luftfartsselskab Altantic Airways i november 1987, og i flere omgange er lufthavnen udbygget. Senest (december 2011) er landingsbanen blevet forlænget fra 1.250 m til 1.799 m, hvilket giver mulighed for at også større fly kan beflyve lufthavnen. Samtidig har Atlantic modtaget en ny Airbus A319, hvilket var lidt af et tilløbsstykke for hele nationen. Desuden er projekteringen af en helt ny terminalbygning og en ligeledes ny bygning til en række servicefunktioner, herunder bl.a. en ny brandstation, i fuld gang. Dette projekt er i øvrigt grunden til, at jeg af og til er på Færøerne.

Fra sin indvielse som civil lufthavn i 1963 blev lufthavnen ejet og drevet af Statens Luftfartsvæsen, men siden 1. maj 2007 har lufthavnen været ejet af det færøske landsstyre og drevet af selskabet P/F Vága Floghavn.

Lufthavnen henføres til ICAO’s kategori 6 og har et årligt passagertal på ca. 210.000. Brand- og redningstjenesten ledes af lufthavnens driftschef Joannes Ortind og består derudover af 18 brandfolk, hvoraf flere ligeledes er enten brandchefer eller menige brandmænd i nogle af de kommunale brandvæsener.

Vága Floghavn er åben i tidsrummet 07.00 til 21.00 hverdag og i denne periode består brand- og redningstjenestens beredskab af en indsatsleder samt 4 til 5 brandmænd. Materiellet består af en indsatsledervogn, 2 crashtendere, en stor redningsbåd på trailer samt endnu en båd i eget bådhus ved søen Sørvágsvatn.

Begge crashtenderne er leveret af Sommer Volvo. De er opbygget hos Mopro i Norge på Volvo FL 10-chassis med en i væsentlige træk identisk opbygning. Vandtanken er på 6.500 liter, og skumtanken på 500 liter. Ruberg-pumpen yder 3.000 liter/minut og tagmonitoren kan jf. leverandørinformation give ca. 2.500 liter/minut og en kastelængde på 65 m.

Pakningen er også stort set identisk, bortset fra, at 3’eren medbringer frigørelsesmateriel (billedet herunder), herunder også særligt skæremateriel til at gennembryde flykroppe. Derfor er det også 3’eren der bemandes med 3 mand på de vagter, hvor beredskabet består af 5 brandfolk. 2’eren bemandes altid kun med 2 mand.

I den forbindelse skal det nævnes, at baneforlængelsen naturligvis har gjort det lidt sværere at nå hele lufthavnen inden for de krævede 3 minutter. Det er stadig muligt, men det forventes, at man på lidt længere sigt skal udskifte de nuværende Volvo’er til nogle nyere, hurtigere crashtendere.

Brand- og redningstjenesten har ingen brandøvelsesplads i lufthavnen, men bruger Færøernes brandskole i Vid Air, ligesom man jævnligt (senest i 2010) holdt øvelser i Københavns Lufthavn Kastrup.

Inden lufthavnen fik Volvo-crashtenderne rådede man over 2 ældre Magirus-crashtendere – en 2-akslet og en 3-akslet. Den 3-akslede Magirus blev indkøbt som fabriksny i 1978 – dengang havde lufthavnen kun én crashtender.

På et senere tidspunkt blev crashtenderen suppleret med den 2-akslede Magirus, der blev købt brugt fra Rønne Lufthavn. Den ekstra crashtender var nødvendig fordi ICAO-retningslinjerne – som er ophøjet til myndighedskrav både i Danmark og på Færøerne- foreskriver mindst 2 crashtendere i lufthavne af kategori 6.

Mens 3’erens skæbne er redaktionen ubekendt, kan det oplyses at 2’eren i dag frister en tilværelse som tankvogn hos brandvæsenet i Tvøroyri på Suderoy – og den er stadig gul!

Tórshavnar Sløkkilid – Tórshavns brandvæsen i historisk perspektiv

Af Jesper Lind Arpe

Grundlæggelsen

Brandvæsenet i Færøernes hovedstad er grundlagt den 1. juni 1933, hvor byrådet i første omgang ansatte 5 brandmænd. Årsagen til, at der blev etableret et egentligt brandvæsen var, at Tórshavn havde oplevet stor vækst og der var behov for at lægge brandkorpset i faste rammer, så man vidste at der var faste folk, som kunne gøre en forskel og som ikke uden videre kunne tage på langfart (på verdenshavene) uden at få tilladelse.

Det var politimesteren L. Sundorph, der fungerede som brandmajor, dvs. den øverste chef for brandvæsenet, hvis’ opgave det var at føre tilsyn med brandvæsenet og sikre, at alting fungerede som det skulle jf. den instruks, som politimesteren havde udarbejdet.

Til at varetage den daglige ledelse ansattes som brandassistent og stedfotræder for majoren Anton Andresen, kaldet “Anton Dykk” fordi han var dykker. Han var faktisk ikke blandt de 5 førstansatte brandfolk, men blev sammen med 4 andre ansat pr. 1. oktober 1933, efter at det nye brandvæsen havde været på studietur til København, hvor det var gået op for dem, at der var behov for mere udstyr og flere brandfolk for at gøre Tórshavns brandvæsen slagkraftigt.

Tórshavnar Sløkkjulid, som betyder Torshavns slukkehold, havde fra begyndelsen ingen brandbil, men af brandassistentens optegnelse fra 22. november 1933 fremgår det, at brandvæsenet rådede over følgende udstyr af ældre dato:

• Stor pumpesprøjte på hjul med tilhørende vandtønde, 6 stk. 63 mm læderslange (i alt 50 m), 1 strålerør m.v.
• Lille pumpesprøjte med strålerør og 12 m 60 mm gummislange.
• Ellehammer motorsprøjte med strålerør og 9 m 60 mm hampeslange.
• Ekstinktør, gasmaske, 3 brandstiger på hhv. 8, 5 og 4 m, brandhage, spande, lygter m.v.

Samt bl.a. følgende udstyr af nyere dato:

• Håndvogn til 6 brandslanger, 2 mindre håndvogne
• 3 standere til brandposter
• 8 strålerør
• 12 stk. 63 mm gummierede slanger á 25 m
• 180 m 63 mm gummieret hampeslange
• 100 m 63 mm rå hampeslange
• 4 store økser og andet værktøj
• 10 brandhjelme og 10 brandmandsbælter med økse, taske og karabinhage

Materiellet blev opbevaret i et lille sprøjtehus i gaden Tróndargøta og det var mandskabets pligt at vedligeholde samt hjælpe med mindre reparationer.

Den første brandstation

Den 8. november 1946 døde Anton Andresen. Han havde været sprøjtemester siden før brandvæsenet blev grundlagt, og havde siden grundlæggelsen i 1933 været brandassistent og stedfortræder for brandmajoren (politimesteren).

Som efterfølger udpegede byrådet Anton Andresens søn André Andresen. Med tiden opstod der ønsker fra brandvæsenets side om en rigtig brandstation. Brandfolkene ville gerne have et sted, hvor der var plads til at holde møder, til at øve sig og til at lære om brandudstyr og brandslukning – og først og fremmest ville de gerne have et sted, hvor der var plads til en bil! Brandfolkene havde et stort ønske om at få en brandbil, fordi det stod klart, at selv i en lille by som Tórshavn kunne det have store konsekvenser, hvis ikke brandfolkene hurtigt mødte op og påbegyndte slukning. Tórshavn havde – og har – mange træhuse og bebyggelsen i den gamle by er meget tæt.

I 1948 overtog kommunen en ejendom på Vardagøta, hvor der havde været et autoværksted. Værkstedet bestod af nogle barakker, som man havde arvet efter briterne ved krigens afslutning. Bygningerne blev ombygget og indrettet efter brandfolkenes ønsker og den 24. januar 1948 flyttede brandvæsenet fra det lille sprøjtehus til den nye brandstation.

At brandfolkene nu fik en rigtig brandstation betød meget for sammenholdet og virkelysten i brandvæsenet, men man var nu stadig ikke tilfreds – der manglede stadig noget… brandbilen! Brandfolkene lagde pres på byrådet og tilbød endda, at de selv ville stå for opbygning af bilen, hvis bare de kunne få en lastbil af en passende størrelse.

Det gik byrådet med til og samme sommer fik brandvæsenet så en ny pumpe og en lastbil – og brandfolkene gik straks i gang med at bygge bilen om, så den kunne fungere som brandbil.

Den første brandbil

Den første brandbil blev således opbygget af mandskabet selv på en almindelig lastvogn, Bedford OLB, med åbent lad.

To af brandvæsenets pumper blev placeret bagest på ladet, således at man kunne koble slanger til bagfra. Forrest på ladet blev der monteret 2 langsgående bænke med ryggen mod hinanden. Under bænkene var der plads til strålerør, røgmasker, standrør til vandposterne og ikke mindst brandslanger. Bilen medførte i alt 500 m slange. Der blev bygget et højt stativ, således, at hele ladet blev overdækket med tag, og på taget blev der plads til en skydestige.

Brandbilen blev officielt indviet den 30. september 1948 – godt 15 år efter at brandvæsenet blev grundlagt – og den 16. oktober samme år blev den første øvelse holdt under overværelse af byens borgere. De næste 14 år udgjorde Bedford’en førsteudrykningen i Tórshavnar Sløkkjulid, som det hed dengang. Brandbilen blev dog først udfaset som brandkøretøj i 1971, hvor den blev omrigget til alm. lastvogn med kran og kørte godt 10 år mere inden udfasningen. Men Bedford’en blev ikke glemt – den blev opbevaret for eftertiden på skiftende steder, hvor man fandt plads. Den flyttede også med til den nye brandstation i 1990’erne. I 2010 satte et par brandfolk sig for at restaurere klenodiet, og i dag – efter utallige timer på brandvæsenets værksted – er det ved hjælp af stor velvilje fra mange sider på flotteste vis lykkedes at bringe vognen tilbage til den næsten oprindelige udførelse som byens første brandbil. Brandfolkene har måttet bygge et nyt lad, og pumperne er ikke længere de originale – men Bedford’en fremstår som en rigtig flot og særdeles velplejet veteran på den nuværende brandstation i Tórshavn, og bilen er fuldt køreklar.

Den første brandbil på Bedford OLB. Foto Jesper Lind Arpe

Udviklingen i 1960’erne

I 1958 blev brandassistenten, André Andresen, og en af brandfolkene sendt på studietur til brandvæsenerne i Bergen, Oslo og København. Målet var at hente inspiration til modernisering og udbygning af brandvæsenet i Tórshavn. På rejsen fik de bl.a. kendskab til røgdykning og i de følgende år blev flere brandfolk sendt til Danmark for at få uddannelse i røgdykning.

I 1962 skete der to væsentlige forbedringer i brandvæsenet. Barakkerne, der hidtil havde fungeret som brandstation blev revet ned og på samme sted i Vardagøta blev der opført en ny brandstation – bygget til formålet (se fotos senere i artiklen). Samtidig kom der en “ny” brandbil til afløsning af Bedford’en. Brandvæsenet overtog til en favorabel pris en af Københavns Brandvæsens gamle Triangel-sprøjter fra 1937, der havde kørt på station Østerbro.

Selvom Trianglen på daværende tidspunkt var flittigt brugt gennem 25 år var den i god stand, og i forhold til Tórshavns hidtidige brandbil havde Trianglen den store fordel, at den var bygget som en rigtig automobilsprøjte: Den fastmonterede brandpumpe havde både en suge- og en trykside, pumpen blev drevet af bilens motor, der var indbygget vandtank og skumpumpe og så var det som bekendt et lukket karrosseri, der gav langt bedre beskyttelse af mandskabet mod det barske vejrlig på Færøerne end den hidtidige brandbil.

Bedford’en beholdt man i brandvæsenets rækker, men det var Triangel-sprøjten, der kørte som førstevogn frem til 1968, og i 1979 blev Trianglen udfaset fra aktiv tjeneste. Men nøjagtig ligesom Bedford’en, er også Trianglen bevaret som museumskøretøj hos Tórshavnar Sløkkilid, som brandvæsenet hedder i dag. Den er stadig køreklar og i meget fin stand selv her 50 år efter den kom til Færøerne og 75 år efter fødslen.

Københavns Brandvæsens gamle Triangel-sprøjter fra 1937, der havde kørt på station Østerbro. Foto Jesper Lind Arpe

Udviklingen fra 1970’erne frem til 50 års jubilæet i 1983

I 1970’erne begynder det at gå stærkt med brandvæsenets udvikling.

I 1969 afløste Símun Poulsen André Andresen som leder af Tórshavnar Sløkkilid. Símun Poulsen var en af de brandfolk, som var røgdykker, og derudover havde han også taget brandinspektøruddannelsen i Danmark, og derfor var det naturligt, at han blev den næste brandmester, dvs. leder af brandvæsenet.

I slut-60’erne tog brandvæsenet også materielmæssigt et stort skridt fremad. For første gang blev der indkøbt en fabriksny brandbil til Tórshavn. Fra H. Meisner-Jensen på Frederiksberg fik man i 1968 leveret en ny automobilsprøjte på Ford D600-chassis med kombineret høj-/lavtrykspumpe på op til 2400 l/min og med en 1500 liter vandtank.

Sprøjte på Ford D årgang 1968 bygget af H. Meisner-Jensen. Foto Dennis Olsen

I 1969 kom også en mindre brandbil – en Toyota Landcruiser FJ45 – med fast pumpe og 400 liter vandtank.

Folketallet steg i Tórshavn, byen blev udbygget og flere bygder blev lagt ind under Tórshavn Kommune og dermed også brandvæsenets slukningsdistrikt. For at brandvæsenet kunne følge med udviklingen måtte der findes en ny ordning, da man ikke længere mente at kunne opretholde et forsvarligt beredskab alene med brandfolk, som havde fast arbejde ved siden af.

Pr. 1. juli 1971 ansatte kommunen derfor 3 faste brandfolk, alle med en håndværksmæssig baggrund. Nu kunne man have en fast vagt på brandstationen i dagtimerne fra mandag til fredag. Lønnen var 30.000 kr. om året og derudover fik man betaling for udrykninger uden for arbejdstiden.

Hidtil havde brandvæsenet været underlagt byens tekniske nævn, men i 1972 blev der oprettet et særligt brandnævn bestående af byrådsformanden (som formand), politimesteren, brandmesteren og 2 byrådsmedlemmer og den nye bekendtgørelse for Færøernes kommuner fastlagde, at brandnævnet har ansvaret for brandvæsenet, brandstationerne, brandslukningsudstyr, brandsyn og skorstensfejning.

I 1975 fik brandvæsenet – igen hos H. Meisner-Jensen – bygget en vandtankvogn – den første i Tórshavn Sløkkilid. Den blev opbygget på et meget kort MB 1113 chassis med en 6000 liter vandtank og en pumpe, der kunne yde 2400 l/min. Tankvognen fik betegnelsen M 4. Når man anskaffede en tankvogn var det især til brug ved brande i bygderne, hvor adgangen til slukningsvand var dårligere end i Tórshavn.

Vandtankvogn på Mercedes-Benz 1113 årgang 1975 bygget af H. Meisner.Jensen. Foto Dennis Olsen

Samme år, 1975, indførte brandvæsenet udkald af mandskabet via bippere, som man kender det i dag. Tidligere foregik alarmering ved hjælp af telefoner. Og i 1976 fik brandvæsenet sin første drejestige, S1, en MB 1113 med 30 m Magirus-stige – anskaffet i forbindelse med opførelsen af Færøernes nye landssygehus i Tórshavn.

En køretøjsstatus fra brandvæsenets 50 års jubilæum i 1983 viser, at vognparken dengang bestod af:

• M 1, A-sprøjte, Ford D600, H. Meisner-Jensen, 1968, 1500 liter vandtank, 2400 l/min-pumpe
• M 4, tankvogn, MB 1113, H. Meisner-Jensen, 1975, 6000 liter vandtank, 2400 l/min-pumpe
• S 1, drejestige, MB 1113, Magirus, 1976, 30 m
• T 1, ambulance, Volvo
• B 1, let redningsvogn, VW, med røgdykkerudstyr, 2,5 kVA generator, donkrafte, svejse-/skæreapparat m.v.
• B 2, svær redningsvogn, MB, med kran og spil (købt brugt i Danmark – måske Falck – af en privatperson)
• I 1, olieskadepåhængsvogn, H. Meisner-Jensen
• P 1 og P 2, påhængssprøjter, 2400 l/min

Ved brand i Tórshavn afgik mindst 4 mand med M1. Ved brand i en af de små bygder bestod førsteudrykningen derimod af 3 mand i tankvognen M4 og derefter 4-5 mand med redningsvognen B1.

Ny brandstation og gamle biler

Efterhånden fik brandvæsenet flere og flere opgaver og pladsen var ved at være trang på brandstationen i Vardagøta, men en ny løsning lod vente på sig.

Færøerne er et meget urbaniseret samfund, dvs. tilflytningen til byerne er stor, og derfor er Tórshavn for længst vokset fra det lavtliggende område nede omkring havnen og den gamle bydel Tinganes, hvor landets centraladministration fortsat holder til. Byens udvikling har derfor betydet, at bebyggelsen er spredt op ad de omliggende klippeskråninger.

I årene 1992-1993 byggede Tórshavn Kommune en ny materielgård i udkanten af byen, på en grund, der var etableret ved bortsprængning af klipper. Således ligger materielgården oppe på fjeldet, højt hævet over byen med en fantastisk udsigt over “down town Tórshavn” og den store hvallignende klippeø Nólsoy 20 minutters sejlads uden for Tórshavn.

Men inden materielgården blev taget i brug blev det besluttet, at man samtidig skulle flytte brandstationen op på klippehylden. Materielgården måtte således afstå hele hovedbygningen allerede inden man overhovedet var flyttet ind. I stedet blev bygningen indrettet til brandstation og materielgården måtte nøjes med nogle udenomsarealer og sidenhen er der opført andre bygninger til dem i tilknytning til brandstationen.

Siden december 1994 har Tórshavnar Sløkkilid derfor resideret på Oyggjavegur (Øvejen) på toppen af Tórshavn. Se foto andetsteds i dette blad.

Den gamle brandstation på Vardagøta findes fortsat, men anvendes i dag af vejvæsenet. Det er brandvæsenets drøm en dag at indrette et brandmuseum i bygningen, da man har bevaret ret store mængder brandmateriel fra tidligere tider – også meget materiel som har hørt til på den gamle brandstation.

Som tidligere nævnt har man byens to første brandbiler stående i køreklar stand – både Bedford’en fra 1948 og den gamle Triangel fra 1937. Desuden er en af de fastansatte brandfolk, Kristján Eiriksson, ved at totalrenovere den Coventry Climax pumpe, som oprindeligt blev monteret på Bedford’en – et meget omfattende arbejde, ikke mindst fordi det er umuligt at skaffe originale reservedele (fabrikken blev bombet under 2. verdenskrig og genoptog ikke produktionen) og fordi Kristján har besluttet, at pumpen skal være funktionsdygtig, når den er færdig.

Endvidere eksisterer også både Ford-sprøjten M1 og tankvognen M4 hos Tórshavnar Sløkkilid, selvom begge for længst er udgået af aktiv tjeneste. Så der er rigtig god mening i at prøve at få den gamle brandstation som museumsbygning. Det har også været overvejet at opføre en udstillingsbygning med store glaspartier i tilknytning til den nuværende brandstation. Men indtil videre er tankerne ikke blevet realiseret og imens frister Ford-sprøjten og vandtankvognen en trist tilværelse uden for brandstationen, hvor det færøske klima dagligt arbejder på at nedbryde bilerne til uklædeligt skrot.

Vandtankvognen udgik fra aktiv tjeneste omkring årtusindskiftet, hvor man i stedet indsatte en brugt Scania 112 tankvogn, som tidligere havde kørt med fyringsolie. Denne Scania-tankvogn havde man indtil 2007, hvor den nuværende tankvogn blev sat i drift (se andetsteds i bladet). Scania’en blev solgt til brandvæsenet i Fuglafjørdur, hvor den stadig er i drift.

Drejestigen fra 1976 udgik af tjenesten ca. 1996 pga. rustskader. Brandvæsenet ønskede sig en ny stige, og var derfor ikke synderligt interesseret i at foretage en større reparation på køretøjet. I stedet kom stigen til Danmark, hvor den blev købt af det daværende NKF A/S, som dengang var agent for Magirus i Danmark og som ville bruge Tórshavns stige som udlejningsstige. Der var imidlertid ikke penge til en ny stige på Færøerne. I stedet overtog brandvæsenet en drejestige af et svensk brandvæsen – efter sigende Jönköping. Det var en 30 m Metz-stige på Scania L 81-chassis. Denne stige kørte i Tórshavn frem til 1999, hvor brandvæsenet fik en helt ny type køretøj – en redningslift fra finske Bronto Skylift. Liften er stadig i drift her i 2012 og omtales yderligere andetsteds i dette nummer af Vi melder fra!

Indtil 2009 rådede brandvæsenet i Tórshavn også over et specialkøretøj, der fungerede som kombineret slangetender og kommandopostvogn. Det var en tidligere dansk CF-lastvogn, model MB 328, årgang 1964, med lærredsruf. Bagest på ladet fandtes 8 CF-slangekufferter i stativ for kørende udlægning – præcis som Civilforsvarets brand- og slangegruppevogne. Forrest på ladet var der indrettet arbejdsplads med bord, stol, elforsyning, kaffemaskine m.v. Vognen udgik i 2009, hvor den blev doneret til Albanien via den københavnske forening for donationer af brugt brandmateriel. Den kom dog af forskellige grunde aldrig til Albanien, men endte i stedet i Rumænien.

De seneste år er der sket en massiv udskiftning af køretøjerne hos Tórshavnar Sløkkilid – Bronto-liften fra 1999 er i skrivende stund faktisk den ældste vogn i aktiv tjeneste på station Tórshavn, og den står endda for udskiftning i snarlig fremtid, pga. et nyt stort byggeri i Tórshavn. Læs om brandvæsenets virke og vognpark anno 2012 andetsteds i bladet.

Drejestiger og redningslifte på Færøerne 2012

Af Jesper Lind Arpe

I Danmark er man vant til, at det hovedsageligt er byggeriet, som er udslagsgivende for, om brandvæsenerne har højderedningskøretøjer eller ikke. Sådan er det ikke på Færøerne. I hovedstaden Tórshavn findes enkelte høje bygninger, som i princippet kræver stige eller lift, men uden for Tórshavn er det yderst begrænset, hvad der findes af høje bygninger.

Til gengæld er stiger og lifte meget anvendelige i forbindelse med andre typer indsatser – ikke mindst stormskader, og dem har man rigtige mange af på Færøerne, hvor man må leve med et ret barskt klima præget af vindforhold, der til tider kan være ekstreme. Eksempelvis er der i 2012 målt vindhastigheder over 25 m/s i 48 af årets første 90 døgn!

Kombinationen af vejrbetingede indsatser og brandchefer med stor lokalpolitisk opbakning har medført, at der pr. 1. april 2012 findes i alt 4 højderedningskøretøjer i de færøske brandvæsener.

I Tórshavn har man haft et sådant køretøj siden 1976. Efter 23 år med først en fabriksny Magirus-stige på MB 1113-chassis og siden en brugt Metz-stige på Scania L 81-chassis indkøbte Tórshavnar Sløkkilid i 1999 en redningslift fra finske Bronto Skylift. Dette skete omtrent samtidig med at Horsens Brandvæsen som det første i Danmark købte en tilsvarende Bronto-redningslift.

Foto: Jesper Lind Arpe

Tórshavns 32 meter Bronto er en model F 32 HDT (billedet herover tv), opbygget på et 3-akslet Volvo FM 12-chassis. Det var denne lift som under en indsats væltede, og hvor man i al hast måtte låne den gamle IVECO-drejestige hos Odense Brandvæsen. Stigen nåede lige akkurat til brandstationen i Tórshavn, før de ringede fra Odense. Her var man i mellemtiden væltet med sin egen Volvo/Bronto og kunne derfor alligevel ikke låne sin gamle stige ud til færingerne… I stedet lykkedes det med kort varsel at låne en ældre Magirus-drejestige i Aalborg (billedet herover th).

Det er lidt af et kuriosum, at denne Magirus-stige fra Aalborg senere fandt vej til Færøerne på mere permanent basis. Således blev den solgt til Kláksvikar Sløkkilid – brandvæsenet i Færøernes næststørste by, “fiskehovedstaden” Kláksvik. Der er tale om en Magirus-stige opbygget på Magirus Deutz 170D12 med dobbeltkabine, årgang 1976.

Udover denne stige findes yderligere 2 drejestiger på Færøerne. Begge er af den nedbyggede type på Magirus Deutz 256M12 og de er i drift hos brandvæsenerne i henholdsvis Vestmanna og Fuglafjørdur.

Vognen i Vestmanna er en berejst, ældre dame. Der er tale om Københavns Brandvæsens S 21 (billedet herunder tv), som efter at være blevet opkøbt af en brugtvognshandel i Tyskland blev afsat til brandvæsenet i Frankfurt an der Oder. Her ville man imidlertid ikke nøjes med en brugt stige, så den blev hurtigt returneret. Den kom i stedet tilbage til Danmark, hvor beredskabschefen i Ikast Kommune, Niels Christensen, stod og manglede en drejestige. Da kommunen i 2007 fik en ny Bronto-lift på MAN-chassis blev den gamle S21 overflødig – og den blev solgt til Vestmanna.

Stigen i Fuglafjørdur er årgang 1986 (billedet herunder th) og noget kunne tyde på, at der er tale om et køretøj, der er sammensat af dele fra flere andre køretøjer – i hvert fald er stigetårnet flourescerende rødt, mens resten af ekvipagen er alm. rød (RAL 3000). Men der kan selvfølgelig være tale om andre forklaringer. Skulle du, kære medlem, ligge inde med informationer om dette køretøj – eller andre fra Færøerne – så hører redaktionen meget gerne herom.

Foto: Jesper Lind Arpe

Foto: Jesper Lind Arpe

Brand & Teknik Ringe – storleverandør til Færøerne

Interview med Martin Pedersen, Brand og Teknik, juli 2012 af Jesper Lind Arpe

Helt fra begyndelsen har brandvæsenerne på Færøerne fået en meget stor del af deres materiel fra Danmark. Det var almindeligt, at færingerne arvede det, de danske brandvæsener ikke længere kunne bruge. Men i 1968 leverede Meisner-Jensen den første fabriksnye brandbil til Færøerne – en Ford D600-sprøjte til Torshavn – og senere kom der flere fabriksnye køretøjer til.

VMF: Hvordan begyndte Ringe Karrosseris færøske eventyr?

Martin Pedersen: Det var faktisk noget af en tilfældighed. En dansk virksomhed var i 2002 involveret i projektering af den dengang længste tunnel på Færøerne – Vágatunnilin (Vagartunnelen) som med sine næsten 5.000 meter forbinder den største ø Streymoy med øen Vagá. Tunnelprojektet skulle sponsorere et brandkøretøj til brandvæsenet i Midvágs-Sandavágs (Midvåg-Sandevåg), og den danske virksomhed – som havde domicil i trekantområdet – kontaktede os for at få bygget et lille, hurtigt brandkøretøj som rimelig let skulle kunne komme frem ved uheld i tunnelen.

VMF: Og det blev så jeres indtog i Nordatlanten?

MP: Ja. Vi kilede en Ford F-550 dobbeltkabine ud, så den kunne have 3 mand på bagsædet, og det blev et rigtig godt, lille men effektivt køretøj (red. se foto andetsteds i bladet). Samtidig havde brandvæsenet i Tórshavn fået bevilget penge til en ny sprøjte. Generelt foretages materielanskaffelser på Færøerne ofte som enkeltbevillinger til konkrete indkøb af køretøjer inkl. alt nødvendigt udstyr.

VMF: Det gik jo ikke så godt med sprøjten til Tórshavn. Hvorfor blev den ikke en succes?

Sprøjte til Torshavn på Mercedes-Benz Actros 4×4. Foto Jesper Lind Arpe

MP: Sprøjten til Tórshavn er et supergodt eksempel på, at en lille misforståelse kan være fatal for sådan et projekt. Brandvæsenet havde bestilt et chassis – Mercedes Benz 2-akslet 4×4-chassis model ”Actros” med automatgear – til levering direkte på karrosserifabrikken for den videre opbygning. En dag ringede brandchefen til fabrikken og spurgte til bilen – om den var kommet, om ikke den var lækker at køre i med automatgear? Det viste sig, at der var sket en misforståelse, hvor brandvæsenet ville have bilen med fuldautomatisk gearkasse, mens Mercedes opfattede, at de havde bestilt med ”almindelig” halvautomatisk Mercedes-gearkasse. Nå, men sprøjten blev bygget færdig og leveret, men det viste sig, at den var helt ubrugelig på de meget stejle gader i Tórshavn – den havde 24 fremadgående gear, og den sprang ingen af dem over på vej op ad bakkerne. Vognen blev meget hurtigt solgt videre til et brandvæsen i Norge.

VMF: Det må have været surt at stå der i et helt nyt marked og få sådan en oplevelse?

MP: Ja, men heldigvis ødelagde det ikke vores forhold til færingerne. Vi leverede indsatslederkøretøjer til Tórshavn efterfølgende, og i 2005 købte de også en Rosenbauer AT-sprøjte, der havde kørt hos os som demobil. I 2006 byggede vi to tankvogne til dem og samme år leverede vi til Sørvåg Brandvæsen en Volvo-Rosenbauer AT-sprøjte, som er blandt mine personlige favoritter.

VMF: Det er meget sjældent med AT’ere på Volvo-chassis. Skabte Sørvåg-sprøjten udfordringer?

MP: Ja, det gjorde den, men ikke så meget pga. chassiset. Sørvåg ville absolut have en bil med centermonteret pumpe – det stod de klippefast på. Men AT’eren leveret udelukkende med hækmonteret pumpe. Jeg spurgte Rosenbauer nogle gange, om de kunne levere en AT’er med centerpumpe – og hver gang var svaret det samme: En kategorisk afvisning! Vi har dog siden 2001 haft ret til at foretage konstruktive ændringer på køretøjerne i Rosenbauers navn, og det udnyttede vi her. Vi bestilte en AT’er på Volvo FM 9-chassis med hækmonteret pumpe, og da den kom til Ringe gik vi i gang med simpelthen selv at flytte pumpen ind i midten og lave rørføring bagud på bilen.

VMF: I skrivende stund har I 16 køretøjer i drift på Færøerne. Hvordan fungerer driften af køretøjerne? Har I aftaler med lokale værksteder?

MP: På Færøerne er man jo vant til at skulle klare sig selv. De passer godt på tingene, og de går ikke sådan i stykker. Vi har en ordning, hvor vi én gang om året sender en servicemand derop. Vi taler på forhånd med vores kunder og ved således, hvilke brandvæsener vi skal besøge og hvad der eventuelt skal laves på køretøjerne. Typisk er de 3-4 steder, som så deler betalingen af vores rejseudgifter. De senere år har der dog ikke været så meget arbejde deroppe, så lige nu er vi kun deroppe ca. hvert andet år.

VMF: Hvad tror du er forklaringen på jeres succes på Færøerne? Hvem er jeres konkurrenter?

MP: Konkurrencesituationen er jo speciel på Færøerne fordi der ikke gælder de samme udbudsregler som i Danmark og EU. Reelt kan brandvæsenerne derfor selv bestemme, hvem de vil handle med. Hauberg (red. Hauberg Technique) har jo også leveret 3 sprøjter derop til, ligesom der også er et islandsk firma repræsenteret (red. MT Biler). Jeg tror først og fremmest vores position på det færøske marked er tilkæmpet pga. gode produkter og vores oprigtige interesse for Færøerne, som har været med til at give et godt samarbejdsklima.

VMF: Tror du man kan forestille sig lignende markedsmuligheder på Grønland?

MP: For nogle år siden tabte vi – nærmest på målstregen – et større udbud af lufthavnsbrandbiler til Hauberg. Siden har Hauberg fået ret godt fat i Grønland. Men det er et meget svært marked. De holder nogle gange et stort arrangement for alle landets brandvæsener – lidt ligesom FKB’s årsmøde. Men det koster lige så meget for os at tage derop og deltage i udstilling med en sprøjte, som vi på en god dag kan tjene ved at levere sådan en sprøjte. Dvs. vi skal sælge et køretøj alene for at få rejsen til at løbe rundt. Men officielt er vi Rosenbauers repræsentant i Danmark, Færøerne og Grønland, så vi vil naturligvis gerne levere og servicere det grønlandske marked – hvis muligheden byder sig.

Leverancer fra Ringe til Færøerne:

Brandvæsen	Antal	Type	Model	Årgang/levering
Midvágs-Sandavágs	1	A-sprøjte	Ford F-550	2002/2003
Tórshavn (solgt til Norge)	1	A-sprøjte	MB 1843 Actros 4×4	2002/2003
Tórshavn	2	ISL-vogn	Toyota Landcruiser
Tórshavn	1	A-sprøjte	MB 1325 Atego (AT-model)	2003/2005
Skálafjardar	1	A-sprøjte	Scania 124 C 420	2004/2005
Skálafjardar	1	Pionervogn	VW Transporter T5 TDI	2005
Sørvágur	1	A-sprøjte	Volvo FM 9.380 (AT-model)	2006
Leirvík	1	A-sprøjte	MAN LE 14.280 (AT-model)	2006
Tórshavn	2	Tankvogn	Volvo FM 400 (”Fireliner”)	2006
Tórshavn	2	A-sprøjte	Volvo FM 440 (AT-model)	2007
Tórshavn	2	ATV	Polaris Freedom	2009
Tórshavn	2	ISL-vogn	Volvo XC 90	2010

Andre aktører i det færøske beredskab

Af Jesper Lind Arpe

De kommunale brandvæsener udgør naturligvis en meget væsentlig del af det samlede færøske beredskab. Men i dette temablad skal der ikke mangle lidt spalteplads om andre dele af beredskabet.

Ambulancetjenesten

På Færøerne findes der en national, landsdækkende ambulancetjeneste, som drives af det færøske sygehusvæsen. Færøerne har 3 sygehuse, nemlig Landssjúkrahúsid (Landssygehuset) i Tórshavn samt Klaksvíkar Sjúkrahús på Bordoy og Suduroyar Sjúkrahús i Tvøroyri på den sydligste ø Suduroy. Ambulancevagtcentralen for hele landet er placeret på Landssygehuset i Tórshavn.

Ambulanceberedskaberne holder til på de 3 sygehuse samt på visse satellitstationer, bl.a. i Midvágur, Runavík, Leirvík og formentlig også på Sandoy.

En stor del af ambulancerne er opbygget og leveret af finske Profile og i øjeblikket er standardambulancen MB 115 CDI Vito i lang udgave, men der findes også MB Sprinter og VW Caravelle T4 og T5. Mens de ældre køretøjer er hvide med røde markeringer er de nyere køretøjer gule med grønne markeringer – også på dette punkt ligner det danske forhold. På sygehuset i Klaksvík er de to ældste ambulancer dog gule med flourescerende røde markeringer, mens den nyeste ligner bilerne i Tórshavn.

Udover de almindelige ambulancer har man på Landssygehuset en helt ny specialbygget kuffertambulance indrettet som babyambulance til kuvøsetransport. Også dette køretøj stammer fra Profile i Finland.

Bjærgningsforeninger

En særlig konstruktion er de færøske bjærgningsforeninger. Fra gammel tid har stort set enhver bygd haft sin egen Bjargningarfelag (bjærgningsforening), dvs. en forening af redningsmænd og -kvinder, som på frivillig basis kunne træde til med hjælp til nødlidende medborgere.

Man kan måske bedst sammenligne bjærgningsforeninger med en kombination af de gamle danske redningsbåde langs kysterne og så kommunale frivillige beredskaber á la kommunale civilforsvar. Det vil sige “bjærgning” skal i denne sammenhæng egentlig forstås som redningsberedskab i bred forstand.

I dag indgår bjærgningsforeningerne således i beredskabet med bl.a. bemanding af SAR-både, forplejning ved længere indsatser, assistance ved f.eks. stormskader, eftersøgninger m.v. Det er meget forskelligt fra kommune til kommune, hvor meget og hvor lidt der samarbejdes med brandvæsenerne. Nogle steder – f.eks. i Vestmanna – er de to organisationer lagt sammen til ét kombineret brand- og bjærgningsvæsen. Nogle steder er det to forskellige organisationer, men med et vist overlap i medlemmerne – og andre steder, som f.eks. i Klaksvík, er der vandtætte skodder mellem brandvæsenet og bjærgningsforeningen og ingen “dobbeltmedlemskaber”, om end man naturligvis kan samarbejde i marken.

I tidens løb har bjærgningsforeningerne – typisk gennem landsforbundet for bjærgningsforeninger – modtaget en del dansk civilforsvarsmateriel. Blandt andet er der tidligere leveret 4 stk. lastvogne, MB 328 hhv. MB 911 fra det statslige civilforsvar/redningsberedskab til Færøerne.

Politiet

Færøerne har ikke deres eget politi. Det er således dansk politi, som varetager politiopgaverne på Færøerne. Hovedstationen er naturligvis i Tórshavn, hvor også alarmcentralen er placeret. Derudover er der politistationer i Klaksvík, Runavík, Midvágur, Tvøroyri og Sandur.

Tórshavnar Sløkkilid – brandvæsenet i Færøernes hovedstad anno 2012

Af Jesper Lind Arpe

Brandvæsenet er ansvarlig for redningsberedskabet i hele Tórshavnar Kommuna. Beredskabet ledes fra hovedstationen i Tórshavn, hvor brandchef Kartní Jacobsen huserer sammen med sit mandskab.

Mandskabsstyrke

Brandstationens samlede operative styrke består af brandchefen og 28 mand fordelt på 2 hold á 14 mand. Hvert hold har vagt en uge ad gangen.

I princippet bemandes køretøjerne med deltidsbrandmænd, der skal kunne afgå fra brandstationen inden for 5 minutter efter alarmen er modtaget – præcis som vi kender det i Danmark. Men i praksis er det dog ikke en helt almindelig deltidsordning, fordi 8 af de 28 mand samtidigt er fuldtidsansatte i brandvæsenet. På hvert hold er der således 4 fastansatte, hvoraf 2 er både holdleder- og indsatslederuddannede og skiftes til at bestride disse 2 poster. Én af disse indsatsledere er desuden vicebrandchef. Vagthavende indsatsleder kører med på alle alarmer og brandchefen varetager i princippet altid indsatsleder-bagvagten og kører – hvis de øvrige arbejdsopgaver tillader det – normalt ligeledes med på alle alarmer.

Som følge af et sindrigt vagtsystem for de fastansatte er der på hverdage i dagtimerne udover brandchefen altid mindst 4 mand på arbejde på stationen – og torsdag-fredag endda 6 mand. Det betyder, at det ofte er muligt at afgå øjeblikkeligt med i hvert fald sprøjten.

Blandt de fastansatte er der altid én på døgnvagt for at bemande brandvæsenets vagtcentral uden for normal arbejdstid. I dagtimerne passes centralen af en kontorassistent.

Hovedbrandstationen i Torshavn. Foto Jesper Lind Arpe

Alarmering, udrykningssammensætning og bemanding

Alarmeringen sker som mange steder i Danmark. 112-opkald modtages på politiets alarmcentral, som via lokaltelefon sender alarm til brandvæsenets vagtcentral, som foretager udkald af mandskabet via pagere. Det er således ikke brandvæsenet, som kommunikerer med anmelder, men derimod politiet.

Normaludrykningen til brand sammensættes af sprøjte (holdleder + 5 mand) + lift (2 mand) + tankvogn (2 mand). Hvis meldingen er bilbrand i det fri eller tilsvarende mindre alarmer, nøjes man med 1+2 på sprøjten – og hvis holdleder og 2 mand er på stationen kører man øjeblikkeligt. Man kører også øjeblikkeligt med sprøjten til andre brandmeldinger, hvis der er holdleder + 5 mand på stationen, når alarmen indløber. På årsbasis bliver det typisk til 40-50 udrykninger fra hovedstationen – og udover brandindsatser kører man især til mange færdselsuheld og stormskader.

Brandvæsenets øvrige opgaver

Udover det akutte beredskab løser brandvæsenet også en række andre opgaver for kommunen og andre institutioner. Uden for normal arbejdstid viderestilles alle kommunens telefoner til brandvæsenets vagtcentral, således at borgerne altid har mulighed for at få kontakt med kommunen.

Brandvæsenet har en samarbejdsaftale med forsikringsselskabet TRYGD om udførelse af autohjælp og skadeserviceydelser for selskabets kunder. Endvidere råder brandvæsenet over en kørselstjeneste hvor man har 2 busser til kørsel med handicappede og ældre borgere, ligesom man udfører rustvognskørsel og skorstensfejning.

På brandvæsenets værksted serviceres udover brandvæsenets egne køretøjer også andre kommunale institutioners køretøjer og der udføres også diverse andre forefaldende serviceopgaver for Tórshavnar Kommuna.

Brandstationerne uden for Tórshavn by

Brandvæsenet er som nævnt ansvarlig for beredskabet i hele Tórshavnar Kommunas område. Kommunen ligger på øen Streymoy, som med sine 374 km² og ca. 22.000 indbyggere er Færøernes største og mest befolkede ø. Efter flere kommunesammenlægninger dækker Tórshavnar Kommuna i dag næsten halvdelen af Streymoy – fra Kollafjørdur i nord til Kirkjubøur i syd – samt de 3 småøer Nólsoy, Hestur og Koltur. I alt er kommunen 173 km² og har ca. 19.900 indbyggere (2011). Dette gør kommunen og dermed også brandvæsenet til landets absolut største.

For at kunne yde en forsvarlig afhjælpende indsats i hele kommunen har brandvæsenet 4 brandstationer uden for Tórshavn by. Mod nord – ca. 25 km fra Tórshavn – ligger Kollafjørdur, som siden 1. januar 2001 har hørt til Tórshavn Kommune. Her findes en ren deltidsstation med et selvstændigt slukningstog bestående af sprøjte og vandtankvogn til betjening af de godt 1.000 indbyggere i Kollafjørdur-området. På årsbasis bliver det typisk til 1-2 indsatser. Der er tilknyttet 12 mand til stationen i Kollafjørdur.

Sprøjten er et af Ringe Karrosseris første demokøretøjer af modellen Rosenbauer AT. Den er bygget i 2003 og blev i 2005 solgt til brandvæsenet i Tórshavn, som satte den i drift på netop station Kollafjørdur. Vognen er en MB 1325 Atego med 2.000 liter vandtank og en kombineret høj-/ lavtrykspumpe på op til 2.400 liter/minut.

Sprøjte på Mercedes-Benz 1325 Atego, RosenbauerAT leveret af Karosseri i 2005. Foto Jesper Lind Arpe

Vandtankvognen er sammen med et tvillingekøretøj leveret til Tórshavnar Sløkkilid i 2007. De to vandtank-vogne model “Fireliner RK-8500 VTV” er opbygget af M&R i Søndersø og leveret af Ringe Karrosseri. Som betegnelsen indikerer, er tankindholdet på 8.500 liter. Pumpen er en Rosenbauer 2.400 liter/min. lavtryks-pumpe. På taget findes lysmast samt rørforbindelse, hvor den aftagelige monitor kan monteres. Endvidere er vandtankvognene forsynet med en fastmonteret frontmonitor, ligesom der er monteret dyser under forreste kofanger – ikke som Danmark til brug ved naturbrande, men derimod til spuling af kørebanen ved færdsels-uheld.

Tankvogn på Volvo FM leveret af RInge Karosseri i 2007. Foto Jesper LInd Arpe

Omtrent 6 km sydvest for Tórshavn ligger Velbastadur, hvor brandvæsenet har en hjælpestation med en mindre slukningsenhed – en Toyota Hilux med lad og hardtop årgang 2008/2009.

Bilen er indrettet med et Rosenbauer Ultra High Pressure system, som brandvæsenet selv har modificeret og indbygget. Således har man fremstillet en 200 liters vandtank nøjagtig tilpasset ladets størrelse og placeret på højkant lige bag kabinen. Selve højtrykssystemet med pumpe og slange er monteret på en udtræksbakke.

Velbastadur har hørt til Tórshavn siden 1. januar 2005 og der bor godt 200 mennesker. Der er tilknyttet 3 brandmænd i bygden og derudover er der også 3 brandmænd, som udgør den stedlige beredskabsstyrke i nabobygden Kirkjubøur.

Toyota Highlux, slukningsenhed, årgang 2008/2009. Foto Jesper Lind Arpe

Midt mellem Tórshavn og Kollafjørdur ligger den lille bygd Kaldbak. På Færøerne har det været meget almindeligt at næsten hver eneste bygd havde en form for brandberedskab. Mange steder er disse småberedskaber, typisk uden køretøjer, blevet nedlagt i takt med at byerne og de lidt større bygder fik mere slagkraftigt materiel. Men i Kaldbak findes der stadig et lille beredskab bestående af 6 mand, som råder over en ATV (All-Terrain-Vehicle), dvs. en stor 4-hjulet motorcykel, model Polaris Freedom.

Polaris Freedom ATV i Kaldbak. Foto Jesper Lind Arpe

Pladsen er trang på brandstationen i Kaldbak. Foto Jesper Lind Arpe

ATV’en er forsynet med et Rosenbauer Ultra High Pressure System på det åbne lad, og vognen er leveret af Ringe Brand og Teknik i 2009 sammen med et identisk køretøj til den lille ø Hestur. Øen var indtil 1. januar 2005 en selvstændig kommune med ca. 30 indbyggere (!!!).

Brandstationen i Kaldbak er et kapitel helt for sig selv. For et ganske lille beløb har Tórshavnar Sløkkilid købt en brugt 30 fods kølecontainer, der oprindeligt har siddet på et lastvognschassis. Containeren er så blevet ombygget til formålet, således at den er opdelt i 3 områder: Via indgangsdøren kommer man ind i et lille mandskabsrum med bord, stole og et lille tekøkken. Derfra kan man fortsætte ind i omklædningsafsnittet, hvor branddragterne hænger, og videre ind i garagen, hvor ATV’en er parkeret. Der er lagt både vand og elektricitet ind i containeren.

Oprindeligt var det tanken, at ATV’en skulle parkeres på langs, således at den oprindelige port bagest i containeren kunne være udkørsel for ATV’en. Men i praksis viste det sig umuligt at komme ind i vognen, når den holdt parkeret på langs i containeren. Derfor har man måttet lave en lille tilbygning på den ene side af containeren og ekstra porte på den anden side af containeren.

Denne lille brandstation viser noget om, hvordan man på Færøerne er vant til at indrette sig efter forholdene, tænke kreativt og klare sig for små midler.

Sprøjte på MAN 19.321 F, bygget hos H. F. Nielsen i 1984. Foto Jesper Lind Arpe

Øst for Tórshavn ligger rager klippen Nólsoy 372 m op over havet. Det siger lidt om Færøerne, at Nólsoy er den laveste af alle 18 øer og alligevel er den højere end noget sted i Danmark… Nólsoy er en lille ø med omkring 250 fastboende og øen har fast færgeforbindelse til Tórshavn med flere daglige afgange. Nólsoy blev indlemmet i Torshavn Kommune pr. 1. januar 2005. På Nólsoy havn ligger en hjælpestation med en A-sprøjte.

Sprøjten er opbygget hos H. F. Nielsen i Haslev i 1984 på et højbenet MAN 19.321 F-chassis og kørte oprindeligt på hovedstationen i Tórshavn. Siden 2007 har sprøjten stået på Nólsoy, som inden da havde måttet klare sig med en Ruberg-påhængssprøjte, som kunne spændes efter f.eks. en af brandfolkenes biler. Der er tilknyttet 9 brandfolk til stationen på Nólsoy, som især rykker ud til stormskader, mens brande er meget sjældne – måske én hvert fjerde år.

Fælles for alle 4 stationer er, at mandskabet alarmeres direkte fra politiets alarmcentral til deres mobiltelefoner, som er opsat til at afgive et særligt alarmsignal og desuden en alarmbesked i displayet. Sådan er det i øvrigt på alle færøske brandstationer med undtagelse af hovedstationen i Tórshavn, hvor deltidsmandskabet alarmeres med pagere.

Udover øerne Nólsoy og Hestur omfatter Tórshavnar Kommuna også øen Koltur, som er Færøernes næstmindste ø med bare 1 fastboende (1. januar 2011), som ikke har noget brandberedskab.

Hovedstationen i Tórshavn

Den ene af to næsten identiske sprøjter på Volvo FM 440, leveret af Ringe Karosseri i 2007. Foto Jesper Lind Arpe

Hovedbrandstationen i Tórshavn er opført i 1992-1993 som ny materielgård for kommunen på adressen Oyggjavegur 34 (Øvejen) i udkanten af byen, men kom aldrig i drift som materielgård før den blev indrettet til brandstation og taget i brug som sådan i december 1994 (se også artiklen om Tórshavns brandvæsen i historisk perspektiv).

Det kørende materiel består dels af de egentlige brand- og redningskøretøjer og dels af servicekøretøjer, der bruges til løsning af brandvæsenets mange sekundære opgaver.

Stationen råder over 2 næsten identiske A-sprøjter, A8 og A9, opbygget af Ringe Karrosseri på Volvo FM 440 og leveret til Tórshavn i 2007. Begge køretøjer har 2.000 liter vandtank og en kombineret høj-/lavtrykspumpe på 2.400 liter/min. De eneste forskelle på A9 (førstesprøjten) og A8 er, at A8 ikke har skadestedsradioer men til gengæld er udstyret med røgdykkerapparater med 2 komposit-flasker (2 x 8 liter x 300 bar), som primært er anskaffet til brug ved indsatser i nogle af de mange tunneller på Færøerne. A8 anvendes således ved tunnelindsatser og fungerer derudover som reserve for A9 i det almindelige beredskab.

Vandtankvognen er identisk med vognen i Kollafjørdur (se ovenfor) og redningsliften er omtalt andetsteds i dette blad. Brandvæsenet har også et dykkerberedskab, som udover en ældre redningsbåd, der står for snarlig udskiftning, også råder over en dykkervogn.

Dykkervognen er indrettet af brandvæsenet selv i en kort, højtaget MB Sprinter, som er overtaget fra en anden afdeling i kommunen.

Det nyeste køretøj hos Tórshavnar Sløkkilid er en svær, 3-akslet Volvo-ladvogn med 24 tonsmeter HMF-kran. Vognen er opbygget af Lavmand’s Karrosseri i Ringsted og leveret til brandvæsenet i marts 2012. Her afløser den en Scania fra 1997, som sælges. Ladvognen anvendes primært til autohjælp, men kan naturligvis også indsættes i redningsindsatser.

Ladvogn på Volvo FH 12.420 leveret af Lavmands i Ringsted i 2012. Fotos Jesper Lind Arpe

Køretøjsliste for Tórshavnar Sløkkilid pr. 1. april 2012:

Nr.	Type	Model	Opbygning	Årgang	Reg- nr.	Div.	Station
I 1	Chefvogn	Volvo XC 90 D5 4×4	Brand & Teknik Ringe	2010	NM 643		Tórshavn
A 3	A-sprøjte	MB 1325 Atego	RK-2400 AT (AT1)	2003	VU 515	Købt 2005	Kollafjørdur
A 4	Rustvogn	VW Caravelle T4 V6	Gunlaugur & Olavur, Isl.	2001/02	LS 737	Ex ambulance	Tórshavn
A 5	Tankvogn	Volvo FM 9.400	RK-8500 Fireliner	2007	FA 112		Kollafjørdur
A 6	Tankvogn	Volvo FM 9.400	RK-8500 Fireliner	2007	NK 716		Tórshavn
A 7	Redningslift	Volvo FM 12.380	Bronto Skylift F 32 HDT	1999	TK 994		Tórshavn
A 8	A-sprøjte	Volvo FM 9.440 4×4	RK-2400 ASP (AT2)	2007	LP 087	2×300 bar RD-app.	Tórshavn
A 9	A-sprøjte	Volvo FM 9.440 4×4	RK-2400 ASP (AT2)	2007	AJ 121	1. sprøjte	Tórshavn
A 10	ISL-vogn	Volvo XC 90 D5 4×4	Brand & Teknik Ringe	2010	FB 901		Tórshavn
A 11	A-sprøjte	MAN 19.321 F 4×4	H. F. Nielsen, Haslev	1984	F 10 831	Ex Tórshavn	Nólsoy
A 13	Dykkervogn	MB 218 CDI Spr. ’06	Eget værksted	2009	BE 841	Ex kommunal bil	Tórshavn
A 14	HSE	Toyota Hilux 3.0 D 4×4	Eget værksted	2008/09	DM 680		Velbastadur
A 15	ATV	Polaris Freedom	Brand & Teknik Ringe	2009	FN 840		Kaldbak
A 16	ATV	Polaris Freedom	Brand & Teknik Ringe	2009	FN 278		Hestur
D 2	Personvogn	Toyota Hilux 3.0 D 4×4		2008/09	RM 735	Værkstedsvogn	Tórshavn
D 4	Ladvogn	Volvo FH 12.420	Lavmand’s, Ringsted	2012	RH 059		Tórshavn
D 5	Grillvogn	Ford D-450 Super Duty	Safe Rec	2009	HK 743		Tórshavn
D 6	Personvogn	VW Caddy		2010	HB 507	Skorstensfejer	Tórshavn
D 7	Personvogn	Ford Focus C-max TDCi		2009	NK 608		Tórshavn
D 8	Personvogn	VW Pickup T5 ’11		2011	BA 897	Chef/værksted	Tórshavn
F 7	BUS	MB 316 CDI Spr. ’02		2003	HB 190		Tórshavn
F 8	BUS	MB 316 CDI Spr. ’99		2001	EL 230		Tórshavn
	Bådtrailer				F 1 772		Tórshavn
	Trin 2 trailer		H. Meisner-Jensen	1975	Intet		Tórshavn
	Tom trailer		Brenderup	1995	NS 197		Tórshavn
	PH-sprøjte		Volvo / Ruberg		Intet		Nólsoy
Køretøjer udgået 2012
D 4	Ladvogn	Scania P 124 G 400	BD Systems, Haslev	1997	KB 708	Udgået marts 2012	Tórshavn
D 8	Personvogn	Ford Focus C-max TDCi		2009	GB 958	Udgået januar 2012	Tórshavn
Bevarede, tidligere køretøjer
	Udrykningsv.	Bedford OLB	Egen opbygning	1948	Fø 2.305	Udgået 1971	Tórshavn
	A-sprøjte	Triangel	H. Meisner-Jensen	1937	Fø 2.073	Købt 1962, udg. 1979	Tórshavn
M 1	A-sprøjte	Ford D 600	H. Meisner-Jensen	1968		Udgået 1994	Tórshavn
M 4	Tankvogn	MB 1113	H. Meisner-Jensen	1975	Fø 2.605	Udgået 2000	Tórshavn

Foto: Jesper Lind Arpe

Stationsoversigt, Færøerne 2012:

Brandvæsen	Station	Køretøjer
Tórshavnar Sløkkilid	Tórshavn	2 A-sprøjter, tankvogn, redningslift, dykkervogn, 2 ISL-vogne, ladvogn med kran, grillvogn, rustvogn, 2 busser, 5 personvogne, bådtrailer, miljøtrailer, tom trailer
	Kollafjørdur	A-sprøjte, tankvogn
	Velbastadur	Udrykningsvogn med pumpe
	Nólsoy	A-sprøjte, påhængssprøjte
	Kaldbak	ATV
	Hestur	ATV
Klaksvíkar Sløkkilid	Klaksvík	2 A-sprøjter, tankvogn, drejestige, udrykningsvogn uden pumpe, ISL-vogn, 2 miljøtrailere, båd i havnen
	Vidareidi	A-sprøjte
	Svínoy	Udrykningsvogn med pumpe og vandtank
	Hvannasund	Pumpe og slanger
	Húsar	Pumpe og slanger
	Mikladalur	Pumpe og slanger
Fugloyar Sløkkilid	Fugloy	Pumpe og slanger
Skálafjardar Sløkkilid	Runavík	A-sprøjte, pionervogn, ISL-vogn
	Skalí	A-sprøjte, udrykningsvogn uden pumpe, påhængssprøjte
	Strendur	Udrykningsvogn med pumpe
	Oyndarfjørdur	Udrykningsvogn med pumpe
	Funningur	Trailer med pumpe og slanger
Fuglafjardar Sløkkilid	Fuglafjørdur	A-sprøjte, tankvogn, drejestige, pionervogn, ISL-vogn med Cobra, bådtrailer
Sløkkilidid í Eystur Kommuna	Leirvík	A-sprøjte, udrykningsvogn med pumpe, påhængssprøjte
	Gøta	A-sprøjte, ISL-vogn
Sløkkilidid í Sundalagnum	Oyrarbakki	A-sprøjte med enkeltkabine
	Gjógv	Pumpe og slanger
Eidís Sløkkilid	Eidí	A-sprøjte, trailer med pumpe
Vestmanna Sløkki- og Bjargingarlid	Vestmanna	A-sprøjte, drejestige, pionervogn med pumpe, bådtrailer
Kvívíkar Sløkkilid	Kvívík	A-sprøjte
Midvágs-Sandavágs Sløkkilid	Giljanes	A-sprøjte, udrykningsvogn uden pumpe, bådtrailer
Sørvágs Sløkkilid	Sørvágur	A-sprøjte, udrykningsvogn med pumpe
	Mykines	Slanger
Skopunar Sløkkilid	Skopun	Trailer med pumpe og slanger
Sands Sløkkilid	Sandur	A-sprøjte
Skálavíkar Sløkkilid	Skálavík	Pumpe og slanger
Húsavíkar Sløkkilid	Húsavík	Pumpe og slanger
Skúvoyar Sløkkilid	Skúvoy	Pumpe og slanger
Hvalbiar Sløkkilid	Hvalba	A-sprøjte
Tvøroyrar Sløkkilid	Tvøroyri	A-sprøjte, tankvogn, ISL-vogn
Fámijns Sløkkilid	Fámijn	Pumpe og slanger
Vágs Sløkkilid	Vágur	A-sprøjte, ISL-vogn
	Hov	Trailer med pumpe og slanger
	Porkeri	Slanger
	Sumba	Pumpe og slanger

Foto: Jesper Lind Arpe